Fodboldverdenen er i sorg over tabet af Diego Maradona.

Det gælder også den danske landsholdsstjerne Kasper Schmeichel.

Det lagde han ikke skjul på, da han torsdag aften blev interviewet efter Leicesters Europa League-kamp mod Braga.

»Han er sandsynligvis den bedste. En af de bedste i spillets historie. Det er en utrolig sørgelig dag,« sagde Schmeichel om Maradonas død.

Foto: SAEED KHAN
Vis mere

»2020 har været et vanvittigt år, og vi har fået endnu en sportslegende taget fra os. Det er meget trist,« fortsatte landsholdsmålmanden.

Allerede onsdag aften, hvor Diego Maradona døde, lagde Schmeichel et billede ud på sin Twitter-profil.

Her ser man en ung Kasper Schmeichel blive omfavnet af den argentinske legende - og billedet er flankeret af teksten:

‘Sandsynligvis den bedste, der nogensinde har spillet spillet, og en absolut gentleman. Hvil i fred, Diego Maradona.’

Den argentinske legende døde onsdag aften af et hjertestop i sit hjem i Tigre nord for hovedstaden Buenos Aires.

Her var han ved at komme sig efter en operation i hjernen, som han havde fået foretaget i begyndelsen af november.

Diego Maradona blev 60 år gammel.