AGF har med en tredje- og en fjerdeplads de seneste to sæsoner spillet sig tilbage i toppen af dansk fodbold. I den nye sæson er klubben dog igen blevet ramt på selvforståelsen.
De hvide fra Fredensvang tabte søndag 0-2 i Aalborg og har blot skrabet to point til sig i sæsonens første fire superligakampe.
Derudover er klubben blevet slået ud af Conference League-kvalifikationen efter nederlag til den lille nordirske klub Larne FC.
Aarhusianernes cheftræner, David Nielsen, fortæller, at det påvirker holdet.

- Vi er ramt på selvtilliden, og det har været nogle hårde uger. Det var især hårdt at ryge ud af Europa, hvor vi dummede os, og det har ramt os.
- Selvfølgelig er det alvorligt, at vi ikke vinder, og vi må også bare sige, at når vi kigger på vores kommende program, så skal vi skynde os at blive rigtig dygtige, for vi skal møde nogle gode hold.
- Der var mange ting, vi skulle have gjort bedre i den her sæsonstart. Nu bliver det så endnu sværere, for det betyder, at der er ting, vi skal ud og reparere, mens vi spiller mod virkelig gode hold, siger han.
I næste runde af Superligaen møder AGF, som lige nu er næstsidst i tabellen, guldfavoritterne fra FC København, der søndag vandt københavnerderbyet over Brøndby med 4-2 og derfor er ubesejret i sæsonen hidtil.
AGF skal derfor ud og genfinde sig selv, men der kan være lidt trøst i, at holdets anfører og topscorer fra sidste sæson, Patrick Mortensen, søndag fik comeback mod AaB efter en skade.
Angriberen maner til ro trods de få point og henviser til en lignende situation for et par år siden.
- Det er klart, vi har ikke fået det udbytte endnu, som vi gerne ville have haft, men Rom blev heller ikke bygget på en dag, siger Patrick Mortensen.
- Sidst, vi stod med to point efter fem kampe, fik vi bronze. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gerne ville have stået her med flere point.
- Jeg synes, vi skal tage den lidt med ro. Vi vil selvfølgelig gerne i gang, og det kommer vi også, siger den 32-årige angriber, der sidste sæson scorede hele 15 superligamål.
/ritzau/

