Premier League-kampen mellem Burnley og Tottenham er blevet aflyst søndag som følge af voldsomt snefald.

Det bekræfter klubberne på Twitter.

Kampen skulle have været afviklet klokken 15. Hvornår den i stedet skal afvikles, er endnu uvist.

Beslutningen blev truffet blot 50 minutter inden kampstart.

Foto: LEE SMITH
Vis mere

Frivillige har i timerne op til kampen kæmpet med at gøre banen klar til kamp i et forsøg på at få ryddet sneen, men deres indsats var forgæves. Temperaturen i Burnley har desuden ramt frysepunktet, hvilket har bidraget til udfordringerne med banen.

'Grundet bekymringer omkring banen og de tilstødende områder er det blevet vurderet, at kampen ikke kan blive afviklet sikkert,' skriver Burnley om aflysningen.

Ifølge Burnleys manager, Sean Dyche, var det en beslutning, som alle var enige om.

»Som du kan se, bliver banen dækket, hver gang de har skrabet den fri. Dommeren har forklaret os omkring sikkerheden, så det var vigtigt at få truffet en beslutning,« siger Dyche ifølge lokalmediet LancsLive og fortsætter:

Foto: CRAIG BROUGH
Vis mere

»Sneen kom hurtigt og var tung. Det sner stadig kraftigt. Banen kan ikke komme fri så hurtigt. Hvis banens streger bliver dækket under kampen, skal vi stoppe og få dem fri undervejs også. Det er en fælles beslutning blandt alle involverede. Vi var klar til kamp, og jeg gjorde det klart, at hvis vi kunne spille, så ville vi det. Det samme gjorde deres manager (Antonio Conte, Tottenham-manager, red.),« forklarer han.

Og i sidste ende blev det til en aflysning.

Tottenhams danske landsholdsspiller, Pierre-Emile Højbjerg, har desuden delt det vilde snevejr på sin Instagram-profil, hvor det tydeligt fremgår, at sneen vælter ned.

Derfor må Tottenham-fansene, der er taget den fire timer lange tur fra London, vende retur forgæves.