Nicklas Bendtner har ingen planer om at have et seriøst kæresteforhold lige for tiden.

Og det er til trods for, at den tidligere landsholdsstjerne har afsløret, at han faktisk er begyndt at se en del til en svensk model efter sommeren.

For ifølge den 33-årige pensionerede fodboldspiller er der nemlig to ting, der er vigtigere i hans liv end en kæreste lige nu.

Det siger han i programmet 'Bendtner og Philine' på Discovery+.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg ved, jeg ikke er klar til noget seriøst. Jeg skal hygge mig, det er klart, men mit fokuspunkt handler om, hvor jeg vil hen i min trænerkarriere, og hvilken slags far jeg vil være over for Nicholas,« siger han og tilføjer:

»Altså, hvordan vi kan styrke vores bånd. Efter det kan vi måske begynde at kigge på, om der er nogen, der kunne være interessante.«

Noget kunne dog alligevel tyde på, at den svenske model Clara Linnea Wahlqvist har vakt Bendtners interesse.

Det indrømmer han i hvert fald i selvsamme tv-program, hvor han viser svenskeren, der til daglig bor i London, frem.

Men på grund af corona-restriktionerne verden over, så er det svært at have et forhold lige nu, lyder det videre.

»Vi har en aftale om, at vi er sammen, men vi er først rigtig sammen med de regler, der nu engang er, når hun kommer tilbage derfra,« siger han i programmet.

Den tidligere Arsenal- og Juventus-angriber offentliggjorde sit karrierestop i sommer efter at have gået halvandet år uden at være på kontrakt siden bruddet med FC København.

Siden da er Nicklas Bendtner dog gået i gang med at tage en træneruddannelse, som nu er blevet hans helt store drøm.