En større gruppe bortviste AaB-fans er onsdag aften blevet tilbageholdt ude foran stadion i Esbjerg, hvor pokalfinalen mellem AaB og Sønderjyske netop nu er i gang.

Det oplyser Sydjyllands Politi til B.T.

»Vi har frihedsberøvet cirka 50 personer fra AaBs fangruppe på grund af den opførsel, de har udvist både før og under kampen,« siger vagtchef Erik Lindholdt til B.T. og fortsætter:

»Derudover har vi anholdt og sigtet en person for vold mod politiet.«

Tidligere valgte politiet at samle gruppen af bortviste fans i et 'futtog', men de er nu alle på vej mod Aalborg, fortæller politiet.

»De er alle sat ind i en bus, der er kørt nordpå. Vi har flere med, der følger dem derop,« siger vagtchefen.

Han fortæller videre, at politiet inden kampen har anholdt fem personer, der nu befinder sig på politigården i Esbjerg.

Årsagen til, at fansene blev bortvis, skal findes i, at flere AaB-tilhængere var stimlet for tæt sammen i den ene ende af stadion og dermed ikke overholdt coronarestriktionerne.

Efter flere irettesættelser fra stadionspeakeren uden effekt, valgte dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt derfor at afbryde kampen, da der var spillet en lille halv time.

I den forbindelse forlod spillerne også banen.

Først efter en afbrydelse på 14 minutter, kunne dommeren igen sætte kampen i gang.

Du kan følge pokalfinalen live lige HER.