At årets pokalfinale blev afbrudt, var ikke populært blandt en gruppe af AaB's fans.

De stod for tæt, og derfor valgte kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Burchardt, at tage fløjten til munden efter en lille halv time.

Men det behagede ikke en gruppe af de røde fans, som ikke ønskede at efterleve myndighedernes krav. Derfor blev de bortvist, skriver Sydjyllands Politi på Twitter. Det kan du se i toppen af artiklen.

'Dommeren har i op mod 15 minutter måttet afbryde kampen, da AaB tilhængere nægtede at blive på de udpegede pladser og i stedet klumpede sig sammen i strid med covid-19-reglerne. En større gruppe fans er blevet bortvist fra stadion. De bortviste fans er af politiet samlet på et område uden for stadion,' skriver politiet.

Det skete efter flere diskussioner med både fankoordinatorer samt AaB-assistenterne Rasmus Würtz og Thomas Augustinussen.

De løb nemlig ned til de medrejsende fans og fægtede med armene i et forsøg på at få dem til at overholde corona-restriktionerne.

»Vi siger til dem, at hvis de ikke indretter sig efter reglerne, ender det med, at kampen bliver afblæst, eller de må tømme hele vores ende. Vores fangruppe dernede prøver at hjælpe med at få dem til at sprede sig. De vil gerne hjælpe,« sagde Thomas Augustinussen til TV3 Sport.

Men det resulterede altså i stedet i, at gruppen blev bedt om at forlade stadion.

Ifølge B.T.s reportere på stadion var gruppen af fans allerede inden afbrydelsen blevet bedt om at holde afstand flere gange. De blev forsøgt rykket fra hinanden, og heller ikke her blev det taget godt imod.

I alt nåede kampen at være afbrudt i 14 minutter, før Jørgen Daugbjerg Burchardt fløjtede første halvleg i gang igen.

Kampen blev fløjtet i gang klokken 20, og den er mellem AaB og Sønderjyske. Du kan følge den LIVE her på bt.dk.