Det ikoniske britiske tv-program 'Match of the Day' var lørdag tvunget til store ændringer.
For her er sendefladen normalt ryddet til at gengive højdepunkterne fra den bedste engelske række Premier League. Men i denne omgang var der en noget speciel udfordring, for der var ikke mange kampe at vælge imellem. Faktisk var der kun én.
Grundet den nuværende coronasituation var fem ud af seks Premier League-kampe udsat, da flere hold i ligaen kæmper med coronasmitte, og det betød, at det ikoniske program måtte skæres ned til blot 30 minutters varighed og udelukkende var dedikeret til højdepunkterne fra Leeds - Arsenal.
Vært - den engelske fodboldlegende - Gary Lineker jokede også med det på Twitter, hvor han jublede over, at der kom mål i kampen, så der var noget at vise for seerne.

'Vi har et mål. Match of the Day har et mål. Tak, Gabriel Martinelli,' jublede Lineker på Twitter. Og heldigvis for Lineker vandt Arsenal 4-1 og gav lidt mere indhold til den i forvejen spinkle kamppakke.
Danny Murphy, der er ekspert i programmet, fortæller til Daily Mail, at han kunne klare lidt juleshopping på grund af den begrænsede arbejdsdag.
»Jeg plejer at møde ind omkring middag for at starte en 12-timers arbejdsdag, men jeg kunne smutte ind i byen, købe et par gaver og være i studiet klokken 16,« siger han.
»Det var en bizar eftermiddag, hvor vi sad og snakkede om optakten til én kamp i Leeds. Da det første mål gik ind, var der jubel og lettelse på hele kontoret, så vi i det mindste havde noget at vise,« siger Murhpy.
Søndag er der lidt mere Premier League på programmet. Her er kun én kamp indtil videre udsat i form af Everton - Leicester, mens Newcastle - Manchester City, Wolverhampton - Chelsea og Tottenham - Liverpool skal i aktion.


