Lige da man troede, han var tilbage, gik det galt igen.

Denne gang for alvor.

Den 23. februar i år begyndte nyheden at florere i alverdens medier: Tiger Woods var blevet indlagt efter en trafikulykke. 'En alvorlig ulykke,' skrev medierne.

Næsten et år efter er han klar til det sensationelle comeback, der i løbet af de sidste 10 måneder har set meget fjern ud. Ja, til tider umuligt.

Lørdag og søndag deltager han nemlig i turneringen PNC Championship, der er en prestigefyldt far/søn-turnering, som kan streames på diverse golf- og sportsites. Af programmet fremgår det, at Tiger Woods deltager sammen med sin søn, Charlie – ligesom de gjorde sidste år. Charlie Woods anses for at være et stort golftalent. Akkurat ligesom sin far.

En turnering, der har fået et nøk op i opmærksomhed grundet Tiger Woods' deltagelse. Woods var i øvrigt også i aktion fredag i pro-am-delen med makkeren Matt Kuchar.

Men hvordan er de seneste 10 måneder forløbet for Tiger Woods. Lad os spole tiden tilbage til februar i år, hvor nedturen begyndte.

Ulykken

Sådan så det ud, da Tiger Woods kørte galt tidligere på året.
Sådan så det ud, da Tiger Woods kørte galt tidligere på året. Foto: GENE BLEVINS
Vis mere

Det var nogle ubehagelige billeder, der ramte avisernes forside 23. februar.

Her kunne man se Woods' bil ligge sammenkrøllet i grøften. Det var så voldsomt, at den 45-årige amerikaner måtte skæres fri efter solouheldet.

Ulykken skyldtes i høj grad hastighed. Woods kørte 140 kilometer i timen på en strækning, der tilladte 70 kilometer i timen. I et sving mistede han herredømmet over bilen.

Golfstjernen blev fundet bevidstløs, og ret hurtigt stod det klart, at der var tale om en alvorlig ulykke. Flere amerikanske medier rapporterede i timerne efter om, at golfstjernen havde pådraget sig adskillige alvorlige benskader og derfor skulle hasteopereres.

»Jeg har set mange fatale trafikulykker, og jeg vil sige, at mr. Woods er meget heldig med at komme ud af det her i live,« sagde politibetjent Carlos Gonzalez ifølge Los Angeles Times efter ulykken, hvor han var første mand på stedet.

Ulykken forårsagede et brækket skinneben og et brækket lægben, men det lykkedes lægerne at stabilisere benet ved at indsætte en stang i skinnebenet.

Tiger Woods var netop tilbagevendt til toppen af sporten, efter han i en årrække havde kæmpet med sexafhængighed og pillemisbrug.

Mange topatleter – både fra golfverdenen og fra andre sportsgrene – sendte medfølende hilsener til den store stjerne. Blandt andre danske Thomas Bjørn og den walisiske fodboldspiller Gareth Bale.

De efterfølgende undersøgelser af ulykken viste, at Woods skulle være glad for at komme levende fra uheldet. Blandt andet beskrev politiet, at der var to årsager til, at Tiger Woods overlevede ulykken:

Sådan lå Tiger Woods' bil ti meter fra vejen 23. februar. Eksperter mener, at han kørte 140 kilometer i timen, da ulykken skete.
Sådan lå Tiger Woods' bil ti meter fra vejen 23. februar. Eksperter mener, at han kørte 140 kilometer i timen, da ulykken skete. Foto: PATRICK T. FALLON
Vis mere

  1. Han kørte med sikkerhedssele, der betød, han ikke blev kastet ud af bilen
  2. Han kørte i en ny SUV (Genesis GV80 SUV), som er en stor, luksuriøs og meget sikker bil, der skærmede ham mod dødelige kvæstelser.

Udmeldingen

Ugen efter ulykken iførte en stor del af Tiger Woods' golfkolleger sig det såkaldte 'Tiger Woods-outfit' med rød polo og sorte bukser på sidstedagen i turneringen World Golf Championship i Florida.

Farvekombinationen har i årevis været den 15-dobbelte majorvinders standardbeklædning på den afsluttende runde af en turnering.

'Det er svært at forklare, hvor rørende det var, da jeg tændte fjernsynet og så alle de røde trøjer,' lød det fra Woods i et tweet, kort efter at det sidste slag var slået i turneringen i Florida.

Tweetet var det første livstegn fra Woods selv efter uheldet. Før det havde familien været ude at fortælle, at Tiger Woods var ved bevidsthed og ved godt mod.

På samme platform kunne Woods fortælle – cirka en måned efter ulykken – at han var udskrevet fra hospitalet og hjemme i sit eget hjem i Florida. Foran ham lå en lang genoptræning.

Billedet

Der skulle gå lidt over to måneder, før golfstjernen visuelt viste de første livstegn efter ulykken.

På Instagram dukkede pludselig et billede op af en smilende Tiger Woods iført krykker og med en støvlebandage om sit højre underben foran sin trehullers træningsbane i baghaven.

'Min bane kommer sig hurtigere, end jeg gør,' lød det lettere kryptisk fra Woods i Instagram-opslaget, som du kan se herover.

Fans var ellevilde. De troede på et comeback til stjernen nu. Billedet fik over ti gange så mange likes, som hans opslag plejer at få.

Videoen

I månederne efter var der stille hos og omkring Woods. Der blev spekuleret i hvert eneste billede, der blev fanget af ham af paparazziene. 'Så han bedre ud?' 'Var genoptræningen gået i stå?'

Pludselig en dag i november dukkede en tre sekunder lang video op på Woods' sociale platforme. Men ikke en hvilken som helst tre sekunder lang video.

Her lagde golfstjernen Tiger Woods et klip op, hvor han iført en sort kompressionsstrømpe på højre ben slår til en bold, ni måneder efter at han var involveret i den voldsomme bilulykke.

'Jeg elsker det her,' stod der blot tilknyttet til den korte video.

Videoen fik stor opmærksomhed, og tilkendegivelserne fløj ind fra både golfspillere og andre prominente sportsfolk.

Videoen var ligeledes et endegyldigt bevis på, at Woods havde tænkt sig at fortsætte sin golfkarriere.

Comebacket

Nogle uger efter den opsigtsvækkende video blev comebacket endegyldigt bekræftet.

'Selvom det har været et langt og udfordrende år, så er jeg meget begejstret for at slutte det ved at konkurrere i turneringen,' lød det på hans Twitter-profil 8. december.

PNC Championship i Florida – den såkaldte far/søn-turnering – afvikles 18. og 19. december. Tiger og Charlie Woods anses for at være nogle af favoritterne til turneringen.

Tiger Woods har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren. Han anses for at være en af de største stjerner i sporten nogensinde.