Verdenssamfundets stærkt bekymrende coronakrise giver AaB's cheftræner, Jacob Friis, ekstraordinære udfordringer i øjeblikket. De udfordinger handler hverken om taktik, udskudte kampe eller bekymringer om, at han er tvunget til at kommunikere med sine kolleger og spillere online.

I stedet handler alt om familien. Jacob Friis opholder sig nemlig på en isoleret stue på Rigshospitalet i København, hvor hans fireårige datter, Luna, er indlagt.

»For tre uger siden siden modtog min leukæmiramte datter en knoglemarvstransplantation, og heldigvis er det gået efter planen,« siger Jacob Friis, der betragter sig selv som værende i dobbelt-isolation.

»Det meste af tiden befinder jeg mig sammen med familien på stuen, hvor min datter er indlagt. I den forbindelse forsøger vi at undgå kontakt med alt for mange udefra. For os er det ekstremt vigtigt at tage sundhedsmyndighedernes anbefalinger alvorlig, da vi jo lige præcis er i den gruppering af danskere, der ikke har behov for at få coronavirus indenbords.«

Jacob Friis, cheftræner i Superliga-klubben AaB.
Jacob Friis, cheftræner i Superliga-klubben AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Trods den svære tid forsøger Jacob Friis sammen med familien at holde humøret oppe.

»Under de omstændigheder, vi lever i, er det lykkedes os at få en hverdag til at fungere fint, og så ved vi også, at der er en bagkant på det. Vi har et delmål, der arbejdes henimod: På et tidspunkt kommer vi hjem til Aalborg. Ganske vist skal vi til den tid i hjemmeisolation, ligesom alle andre danskere vel egentlig er lige nu, men for os vil en situation som den altså være helt fantastisk,« siger Jacob Friis.

Han tør ikke komme med et bud på, hvornår familien på permanent basis er tilbage i vante nordjyske omgivelser.

»Det kommer helt an på, hvornår Luna igen kan holde væske i sig selv uden prop. Heldigvis er blodprøverne tæt på at vise et 'go'. Når de gør det, kan hun nøjes med at skulle møde op på Rigshospitalet en gang om ugen til et tjek. Kort sagt: Kan vi bare komme i hjemmeisolation, vil vi være lykkelige,« siger Jacob Friis.

Sygdommen har taget hårdt på familien, men på en underlig måde bliver man vant til den alvorlige situation, har AaB-træneren tidligere forklaret i B.T:

»Forløbet har følelsesmæssigt været en rutsjetur med op- og nedture. Det kan lyde barskt, men der går også hverdag i det. Og når der indimellem kommer nogle bump, så stopper man op og konstaterer, at det bogstaveligt talt er dødsens alvor. Det er hårdt. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var en dans på roser. For det er det på ingen måde.«

Luna på fire år lader sig heldigvis ikke slå ud af den barske kræftbehandling, som har ramt familien hårdt:

»Jeg har ikke brug for at kende procenterne på, om det går godt eller skidt. Det, jeg allerhelst vil vide, er, at Luna bliver behandlet på den bedst tænkelige måde, og så klapper familien ellers hælene sammen og følger lægernes anvisninger så godt som overhovedet muligt. Efter omstændighederne har hun det i øjeblikket okay. Efter kemoen er der gener, men hendes humør er højt. Man konstaterer, at den størrelse i den grad er omstillingsparat. Der er intet, der kan slå den lille pige ud. Det er mere os andre, der skal kæmpe med nogle ting.«

Jacob Friis, cheftræner i Superliga-klubben AaB.
Jacob Friis, cheftræner i Superliga-klubben AaB. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Jacob Friis er naturligvis glad for, at hans leukæmiramte datter er i gode hænder.

»Luna er lige nu det allerbedste sted, hun kan være. På isoleret stue. Derfor behøver vi som familie ikke at bekymre os om coronavirus-smittefaren. Knoglemarvsplantationen er gået planmæssigt. Lægerne har undervejs i forløbet været gode til at fortælle os, hvad der præcist sker. Hver gang har de ramt rigtigt,« siger Jacob Friis, der naturligvis betragter det som et positivt signal, at behandlingen går efter planen.

»Jeg må sige, at der for os som familie går hverdag i det. For os bliver det nærmest normalt at se vores barn kaste blodig slim op og have ondt diverse steder. Men hun klarer det altså flot. Hun har det da hårdt, men det er, som om det går den rigtige vej. Det er dog indiskutabelt, at der undervejs er mange hurdler,« siger Jacob Friis.

Internationalt findes der en database med 25 mio. bloddonorer. I denne lykkedes det for et par måneder siden at finde et vævstypematch mellem Jacob Friis' datter Luna og en 31-årig tysker. Håbet og drømmen er, at de nye stamceller vil danne nyt og sundt blod i den lille piges spinkle krop. Hertil kommer, at der er en forventning om, at en eventuel rest af kræftceller, som kemoen ikke har nedbrudt, kan blive bekæmpet.

Jacob Friis, billedet, er cheftræner i Superliga-klubben AaB.
Jacob Friis, billedet, er cheftræner i Superliga-klubben AaB. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad angår jobbet som cheftræner i AaB, holder Jacob Friis tæt kontakt til sine trænerassistenter og spillere.

»Det er en meget speciel og anderledes situation, dansk fodbold i øjeblikket oplever. Som klub forholder vi os til de meldinger, Divisionsforeningen, regeringen og sundhedsmyndighederne udsteder. Men det er ikke helt forkert at sige, at jeg online forsøger at styre slagets gang,« siger Jacob Friis.

Han fortæller, at det blandt AaB-spillerne i øjeblikket står på selvtræning.

»Efter de seneste retningslinjer, vi har modtaget fra Divisionsforeningen, er der ikke så meget at rafle om. Der stod jo, at han skal undgå træning i både små og store grupper. Så det er relativt nemt at forholde os til,« siger Jacob Friis.

Efter denne artikels tilblivelse har AaB valgt at sende alle klubbens medarbejdere hjem med fuld løn, mens Superligaen ligger stille.