Tingene står i forvejen ikke specielt godt til Læsø. Coronavirus har ikke gjort det nemmere.

Transporten med Læsø Færgen til og fra øen i Kattegat er gået kraftigt ned under den nuværende problematik med coronavirus - og det kan blive et massivt problem.

Borgmester i Læsø Kommune, Karsten Nielsen (DF), siger til TV 2 Nord, at økonomien i kommunen kommer voldsomt under pres, hvis det bliver ved med at gå nedad for Læsø Færgen. Han kalder det 'alvorligt', hvis der ikke sker noget.

Siden coronavirussens udbrud og medførende opfordringer om at holde sig hjemme, er billetindtægterne mere end halveret på Læsø Færgen.

Det kniber med at få fyldt Læsø Færgen op.
Det kniber med at få fyldt Læsø Færgen op. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Læsø Færgen er i sig selv på vej mod et underskud på 12 millioner kroner, og det kan sætte kommunens fremtid på spil.

'En sådan nedgang vil være tilstrækkeligt til, at kommunen sættes under administration, da vi derved vil løbe tør for likviditet,' skriver Læsø Kommunes administation til kommunens ækonomiudvalg.

Det udvalg skal mødes mandag for at forsøgt af finde en løsning.

Allerede i efteråret lød det dog, at Læsø Kommune var under hårdt pres.

Her var kommunekassen ved at være godt tom, at budgettet for 2020 så ikke ud til at kunne gå op, hvorfor Læsø Kommune bad om ekstra hjælp fra Folketinget.

Øen får i forvejen et særligt tilskud på 10 millioner kroner for at opveje de demografiske problemer på øen, der blandt andet inkluderer, at halvdelen af borgerne i kommunen er over 60 år gamle.

I december måtte Golf Hotel Læsø erklære sig konkurs efter et underskud for 2017/2018 på 9,6 millioner kroner.

Ifølge Danmarks Statistik bor der 1.786 personer på Læsø.