Viktor Fischer trak en række overskrifter søndag aften, da han efterlod sin nyvundne sølvmedalje på et rækværk i Parken.

Efterfølgende har FCK dog forklaret, at Fischer ikke smed medaljen væk. Han glemte den i stedet.

Sådan lyder forklaringen fra kommunikationschef Jes Mortensen. Men den giver tidligere Superliga-stjerne Ken Ilsø ikke meget for.

I mandagens udgave af Fodbold FM langer Ilsø således hårdt ud efter Viktor Fischer.

»Jeg synes, det er en skidt aktion. Jeg tror måske, den illustrerer mere frustrationen fra Fischers egen side. Han har haft en skuffende sæson for sig selv. Så kan man sige symbolikken i det – jeg synes, den skaber lidt dum opmærksomhed.«

»Han kunne også bare have smidt den i skraldespanden på vej ud til bilen. Men han vælger altså at hænge den et sted, hvor journalister også ser det. Ligesom der bliver gjort en ting ud af det. Der kunne han godt have fundet på noget bedre at gøre. Det synes jeg var lidt skandaløst faktisk,« siger Ken Ilsø.

Den tidligere FCM-angriber udgør mandagens Fodbold FM-panel sammen med spileksperten Steffen Dam og Thomas Kristensen, tidligere professionel fodboldspiller.

Og Ilsø er ikke alene med sin undren over Viktor Fischers opførsel. Heller ikke Steffen Dam er imponeret over FCK'eren.

I mandagens Fodbold FM-studie var Steffen Dam, Ken Ilsø, Thomas Kristensen og vært Søren Paaske.
I mandagens Fodbold FM-studie var Steffen Dam, Ken Ilsø, Thomas Kristensen og vært Søren Paaske.
Vis mere

»Jeg synes, det er respektløst. Jeg synes aldrig, man skal opføre sig respektløst. Jeg forstår ikke helt – hvad er det for et signal, han vil sende? Hvis det er signalet om, at sølv ikke er godt nok til FCK, så synes jeg i hvert fald, han fik gjort det på en rigtig dårlig måde,« siger Steffen Dam og fortsætter:

»Jeg tror, der er rigtig mange fodboldspillere, for hvem en sølvmedalje vil være rigtig stort. Jeg synes, det er sådan lidt respektløst over for dem – og også Superligaen som helhed. Det synes jeg ikke, han skulle have gjort,« lyder det.

Mandagens panel udgøres af Ken Ilsø, Steffen Dam og Thomas Kristensen, mens Søren Paaske er vært. Eksperterne laver den helt store Superliga-evaluering og kårer blandt andet sæsonens All Star-hold, MVP og bedste træner.

Du kan høre Fodbold FM som podcast, men du kan også streame udsendelsen som video øverst i denne artikel.

Fodbold FM er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Her debatterer aktører fra fodboldverdenen de vigtigste begivenheder og emner fra ind- og udland.