I Parken hang en medalje over et rækværk og manglede en ejermand søndag aften.

Ejermanden var Viktor Fischer, og han var blevet spottet komme op fra omklædningsrummene i Parken efter 2-1-sejren over FC Nordsjælland, hvor han hængte sin medalje og gik videre forbi pressen.

Det opfangede flere journalister, og Eurosports journalist Kasper Marker fortalte live efter kampen om, at Fischer havde hængt sin medalje og var på vej ud mod sin bil.

Den er god nok, forklarer FCK, men klubben er ikke helt enige i udlægningen af situationen.

Viktor Fischer klapper af fansene, efter holdkammeraterne havde sikret sølvmedaljen til klubben.
Viktor Fischer klapper af fansene, efter holdkammeraterne havde sikret sølvmedaljen til klubben. Foto: Lars Møller
Vis mere

Klubbens kommunikationschef, Jes Mortensen, skriver i en sms til B.T., at Viktor Fischer korrekt hængte sin medalje på rækværket, hvor den ses hænge i videoen øverst i artiklen. Og Viktor Fischer skulle ud til sin bil uden for Parken.

'Men han skulle bare hente noget i den og kom så retur for at få taget nogle fotos i et rum, hvor han havde hængt medaljen foran.'

'Han kontaktede mig, da han opdagede, han havde glemt den, og bad mig hente den. Den er på mit kontor, til vi ses,' skriver Jes Mortensen.

Situationen søndag aften blev altså opfanget af Eurosport, og efter kampen var Eurosports eksperter ikke imponerede over Fischer på baggrund af den udlægning, der lå søndag aften.

»Jeg synes ikke, man kan gøre det. Det mangler en lille smule respekt for turneringen, at man gør det. Der er rigtig mange, der ville gøre meget for sådan en medalje. Der er også nogle inde i omklædningsrummet, som ikke vil sige det, men som vinder deres første medalje og er stolte over det,« sagde Mikkel Bischoff, mens Morten Bruun kaldte det pinligt.

»Jeg er helt sikkert på samme linje. Jeg kan heller ikke forstå, han ikke trods alt føler sig som en del af dem, der har vundet sølvmedaljen. Vel har han været meget skadet, men der har også været lyspunkter for ham. Det er meget mærkeligt. Det er pinligt for ham, at det bliver opdaget.«

Nu ser situationen dog en anelse anderledes ud.