Søndag nat dansk tid skal årets bedste film og skuespilpræstationer findes, når den eftertragtede Oscar uddeles.

Men det er ikke kun årets bedste film og skuespillere, der 'hyldes' denne weekend. Det gør de værste også, når 'The Golden Raspberry Award' – også kendt som en 'Razzie' uddeles, hvilket skete lørdag.

Her var det filmen 'Music', der løb med titlen som årets værste film.

Filmen er sangeren Sias debut som instruktør. Hun har også selv skrevet manuskriptet og været producer på filmen.

Ifølge filmsiden IMDB handler filmen om Zu, som spilles af Kate Hudson. Hun er for nylig brudt ud af sin afhængighed, da hun bliver værge for sin halvsøster Music, der er på autismespektret.

Filmen skulle omhandle to af Sias yndlingsemner – at finde sin egen stemme og det at skabe en familie.

Allerede ved premieren var filmen i modvind, fordi der var castet en ikkeautist i den autistiske hovedrolle, der spilles af Sias guddatter Maddie Ziegler.

På IMDB har filmen fået 5.584 brugerbedømmelser, der giver den en score på tre ud af ti stjerner. Her har hele 55,8 procent af de afgivne stemmer givet 'Music' én stjerne.

Hos Soudvenue var tonerne heller ikke positive.

»Som musical er Sias debutfilm en øjenbæ, som fortælling er den utroværdig, og som erklæret kærlighedsbrev til autister er ‘Music’, der karikerer autisme og promoverer livsfarlige fastholdelser, grund til at slå op,« lød det i anmeldelsen.

Det udmøntede sig i én stjerne ud af seks.

Prisen for årets værste film var langt fra den eneste kategori, hvor 'Music' markerede sig, som det kan ses herunder:

Årets værste skuespiller
Mike Lindell ('The 'My Pillow' Guy' og 'Absolute Proof')

Årets værste skuespillerinde
Kate Hudson ('Music')

Årets værste kvindelige birolle
Maddie Ziegler ('Music')

Årets værste mandlige birolle
Rudy Giuliani ('Borat, Subsequent Movie-Film')

Årets værste instruktør
Sia ('Music')

Årets værste manuskript
'365 Days'

Værste remake, ripoff eller sequel
'Dolittle'