»Det er med tungt hjerte og tårer ned ad mine kinder, at jeg nu skal meddele denne nyhed.«

Sådan starter aarhusianske influencer og tv-personlighed Lærke Bodilsen sit opslag på Instagram.

Et opslag, hvori hun fortæller, at der alligevel ikke kommer en sæson to af hendes program ‘Se på mig’ på DR3.

En programserie, der handler om Lærke Bodilsens liv på godt og ondt – om at have følt sig svigtet og have svært ved at stole på andre mennesker. At lukke dem helt ind.

Og det er særligt det, der nu gør ondt på Lærke Bodilsen.

»Jeg er såret og ked af det, fordi jeg har brugt så lang tid på det. Jeg føler mig virkelig forrådt. Det er komisk, når man tænker på, de har fulgt med på alle dem, der har givet mig tomme løfter, falske mennesker, folk der har svigtet mig,« siger hun til B.T. Aarhus og tilføjer:

»Og så ender de med selv at være sådan. Jeg synes, det er til grin.«

Lærke Bodilsen har filmet til programserien i over et år. Da første sæson kom ud, fortæller hun, at de fortsatte med at filme ugentligt til en sæson to.

Lærke Bodilsen har vakt opsigt blandt mange. Hun har også over 1000 abonnenter, der betaler 120 kroner om måneden for at følge hende på Onlyfans.
Lærke Bodilsen har vakt opsigt blandt mange. Hun har også over 1000 abonnenter, der betaler 120 kroner om måneden for at følge hende på Onlyfans.
Vis mere

På et tidspunkt fik hun at vide, at de lige holdt en pause, men i sidste uge fik hun så besøg af filmholdet, og der fik hun at vide, at det var slut.

»Der var sygt akavet stemning bagefter. Jeg gik ud for at ryge en smøg, fordi jeg kunne mærke, jeg var meget vred,« fortæller hun om episoden.

Men Lærke Bodilsen er ikke kun vred; hun er også uforstående.

»Helt ærligt, så føler jeg ikke, jeg forstår begrundelsen. Vi har haft vores kampe, og jeg ved godt, de ikke altid har syntes, jeg var lige let. Jeg tænker bare helt ærligt, det er fucking dumt, de har fået så mange seere, fordi jeg havde mange følgere i forvejen, så det er mere deres tab end mit,« siger hun.

Lærke Bodilsen har næsten 100.000 følgere på sin Instagram og for nylig var hun med i programserien 'Se på mig' på DR3.
Lærke Bodilsen har næsten 100.000 følgere på sin Instagram og for nylig var hun med i programserien 'Se på mig' på DR3.
Vis mere

Men når vreden har lagt sig, er hun mest bare ked af det, frustreret og en smule ydmyget.

»Jeg føler mig holdt for nar. Hvis vi så bare havde filmet en måned, ville det være fint nok, men de har trukket den ud et halvt år. Vi havde skrevet kontrakt, og de havde lovet mig det,« siger hun, og fortæller, at hun også føler, hun skuffer sine fans, som hun havde lovet en anden sæson.

Lærke Bodilsen fortæller, hun har fået flere andre tv-tilbud, som hun har sagt nej til på grund af sin aftale med DR.

»Det er provokerende. Jeg føler mig tom indeni, fordi det var det, jeg havde sat næsen op efter og brugt al min tid på. Det er min store drøm at have mit eget tv-program. Det er svært at stå over for sin store drøm, og så respekterer folk ikke en,« siger hun.

Hun er ked af, hun har ladet DR3 filme de store ting i hendes liv det sidste halve år, fordi de nu »bare kaster det i skraldespanden.«

Foto: Privat
Vis mere

Mest af alt føler hun sig trådt på som menneske.

»Jeg har åbnet mig helt op og fortalt alt til et andet menneske. Så føler jeg bare ikke, jeg har fået den respekt, jeg burde. Jeg troede, de var bedre mennesker end det,« siger hun.

Derfor lavede hun opslaget på Instagram. Hun følte, hun blev nødt til at fortælle alle dem, der håbefuldt ventede på sæson to, at det ikke kommer til at ske. Og så føler hun ikke, at DR »skal slippe afsted med at behandle mig på den her måde,« afslutter hun.

DR oplyser, at de ikke har mulighed for at kommentere på historien onsdag.