Ser man tilbage på 'Vild med dans'-premierens seertal de seneste fem år, springer den nystartede sæson i øjnene.

Desværre ikke på den gode måde.

For selvom 'Vild med dans' overlegent slog DR's fredagsprogram, 'Alle mod 1' i sidste uge på premiereaftenen, var seertallene på TV 2-programmet altså ikke just prangende.

I hvert fald ikke hvis man kigger tilbage på de forgangne fire års premiereaftener.

Alle deltagerne på gulvet sammen med værterne Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller til 'Vild med dans'-premieren fredag den 10. september 2021.
Alle deltagerne på gulvet sammen med værterne Sarah Grünewald og Christiane Schaumburg-Müller til 'Vild med dans'-premieren fredag den 10. september 2021. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

I gennemsnit har 949.250 seere troligt fulgt med, når kendte danskere for første gang skulle vise sit værd på dansegulvet fra 2017 til 2020.

Men i år var det 'sølle' 760.000, der fandt vej til sæsonpremieren.

Altså en nedgang på 189.250 seere fra gennemsnittet.

Thomas Richardt Strøbech, redaktør på TV 2, mener dog, man skal passe på med at ærgre sig for meget.

For 'Vild med dans' ligger trods alt nummer 1 på sidste uges top 20 af de mest sete programmer ifølge Gallups måling – og endda med mere end 150.000 ned til andenpladsen, landkampen mod Israel, påpeger han.

'Men det er rigtigt, at det foreløbige seertal er lavere end sidste år. Vi kan se, at det blandt andet hænger sammen med, at færre simpelthen sidder hjemme og ser tv i fredags, for vores share (andel af det samlede tv-publikum) er faktisk højere, end den har været en del år,' skriver han i en mail til B.T.

Hvorfor, færre danskere valgte at tænde for 'Vild med dans' i fredags, tror Thomas Richardt Strøbech, der er flere grunde til.

'For eksempel er vi modsat sidste års premiere i oktober stadig i den lyse tid, og landet er lige genåbnet. Alt i alt lægger vi vægt på mange faktorer (engagementet på tv2.dk, de sociale medier mm.), når vi skal vurdere et programs succes, og vi er rigtigt fint tilfredse med, hvordan 'Vild med dans' kom fra start.'

Hvorvidt det har en indvirkning, at premieren i 2020 faldt i oktober, kan der dog stilles spørgsmålstegn ved.

Det er nemlig det eneste år siden 2017, hvor den første dans ikke er faldet den anden fredag i september – og de andre år har seertallene ligeledes rundet mere end 900.000 seere.

Dog viser Gallups tal, at andelen af danskere, der valgte at tænde fjernsynet 10. september, var større end normalt.

»Meget pudsigt er de tal højere, end de har været i rigtig mange år, hvilket er mærkeligt, når seertallene er lavere,« fortæller Thomas Richardt Strøbech til B.T.

På trods af de markant lavere seertal, påpeger han, at man hos TV 2 er tilfredse med resultatet.

»Vi synes faktisk, det er en fin start. For hos de, der faktisk valgte at se live-tv fredags aften, er andelen af dem, der har valgt at se 'Vild med dans' væsentlig højere, end den plejer at være.«

»Tv-seningsmarkedet ændrer sig jo markant, så tallene falder generelt. Derfor ville det være mærkeligt at tro, at vi havde det samme seertal, som for fem år siden, fordi, der simpelthen er nogle helt andre forbrugsmønstrer i forhold til tv nu,« siger Thomas Richardt Strøbech.