53-årige Daniel Craig fik i den grad folk til at spærre øjnene op, da han havde et lyserødt velour-jakkesæt på til verdenspremieren på den nye Bond-film, 'No Time To Die', i Royal Albert Hall i London.

Et overraskende valg for den ellers normalt så maskuline figur, James Bond. Og det er ikke tilfældigt, hvis man spørger chefredaktør på modemagasinet Elle, Cecilie Ingdal, der mener, at tøjet siger noget om den tid, vi lever i.

»Det er et vink med en vognstang om, at køn er i opløsning og det er mere flydende nu, og måske driller han lidt i forhold til, at Bond jo godt kunne være en kvinde,« siger Cecilie Ingdal til B.T.

Daniel Craig i det lyserøde velour-jakkesæt til verdenspremieren på 'No Time To Die.'
Daniel Craig i det lyserøde velour-jakkesæt til verdenspremieren på 'No Time To Die.' Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

I 2019 var der rygter om, at Daniels Craigs James Bond afløser ville blive en kvinde. I 2019 skrev flere medier, at skuespilleren Lashana Lynch ville afløse Craig. Men det blev hurtigt aflivet, da Bond-producer Barbara Broccoli slog fast, at figuren James Bond også er en mand i fremtiden.

»Det er klart et statement, og det er jo også et modigt statement at møde op i sådan en lyserød velourjakke. Han er jo også en mand, der er flot skåret, og jeg tror faktisk, jeg synes, at Daniel Craig er flottere end Sean Connery. Han kan jo bære det. Så på den måde klæder han sig også bare i noget, han godt kan lide,« siger Cecilie Ingdal.

Cecilie Ingdal mener, at Daniel Craigs tøj er et vink med en vognstang om, at køn er i opløsning, og at det er mere flydende nu.
Cecilie Ingdal mener, at Daniel Craigs tøj er et vink med en vognstang om, at køn er i opløsning, og at det er mere flydende nu. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

I de senere år er flere mandlige Hollywood-stjerner trukket i mere feminint tøj og kjoler.

»Harry Styles, som jo også er meget maskulin, men som også tillader sig at gå planken ud og stiller op på magasinforsider i kjoler og leger rigtig meget med det, vi jo tidligere ville sige, var forbeholdt kvinder,« forklarer Ingdal.

Men kan vi så forvente, at Daniel Craig en dag vil komme på rød løber i en kjole?

»Det er utænkeligt. Han kan gå her til og ikke længere. Det andet havde ikke passet til den, han er,« slår Cecilie Ingdal fast.

Daniel Craig til verdenspremieren i Royal Albert Hall i London.
Daniel Craig til verdenspremieren i Royal Albert Hall i London. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere