Lille Tanja, Panda-Søren og Bolette-Henriette.

Børn og voksne, der følger med i 'Kometernes Jul' – årets nye familiejulekalender på TV 2 – kender de sjove personer og karakterer, der toner frem på skærmen de første 24 dage i december.

Men de færreste ved, hvem Jonathan Gammeltoft er.

Han har ellers haft en ret stor rolle i tilblivelsen af helt særlige dele af årets julekalender.

»Jeg vil gerne være med til at skabe en forståelse for, hvordan forskningen bliver til. Det har været en kanonfed opgave,« siger Jonathan Gammeltoft.

Til daglig er Jonathan Gammeltoft fysikstuderende og i gang med sit speciale på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet.

Men under tilblivelsen og optagelserne til 'Kometernes Jul' har han haft rollen som videnskabskonsulent.

»Julekalenderen kan være med til at vise det sjove ved naturvidenskaben,« forklarer Jonathan Gammeltoft.

I julekalenderen er det Jonathan Gammeltoft, der har stået for flere af de forsøg, seerne møder.

Blandt andet har han stået bag forsøget, hvor den forvirrede underviser, Panda-Søren, dypper en julestjerne i flydende nitrogen og en minieksplosion, hvor han putter natrium i vand.

Foto: Christian Geisnæs / TV 2
Vis mere

I 'Kometernes Jul' følger vi helt kort fortalt fire børn, der er på et to ugers kursus for at lære om rummet.

På kursets første dage forvilder de sig ned i forskningskælderen, hvor der står en maskine, der ved et uheld sender to af børnene afsted til den fjerne Planet 9.

Herfra går resten af julekalenderen med at få børnene hjem inden jul.

Jonathan Gammeltofts roller under julekalenderen har været at undervise Panda-Søren i naturvidenskab og at forberede eksperimenter.

Han har også haft til opgave at sige 'stop' under optagelserne, hvis noget var for farligt.

»Det er der ellers ikke mange, der får lov til,« forklarer han.

Og han har faktisk gjort brug af netop den mulighed.

»Der var ikke noget decideret farligt, men sikkerheden skulle være i top. Better safe, than sorry,« forklarer Jonathan Gammeltoft.

Lige siden den spæde start på fysikstudiet, har Jonathan Gammeltoft vidst, at han gerne ville være med til at formidle, udbrede og skabe interesse om naturvidenskab.

Han var kun tre uger inde i studiet, da han forsigtigt bankede på døren hos en af de anerkendte undervisere på instituttet, professor i astrofysik, Anja Andersen.

»Jeg skal være med til ting,« lød Jonathan Gammeltofts klare budskab.

Og det har han altså været lige siden.

»Det er fedt at formidle,« slår han fast.

»Jeg kan godt lide ideen om, at vi kan være næsten sikre på noget. Men forskningen kan få lov til at vende det hele på hovedet.«

Da folkene bag årets julekalender ringede til instituttet for at få assistance, så pegede pilen da også på Jonathan Gammeltoft.

Foto: Christian Geisnæs / TV 2
Vis mere

»Det har været vildt skægt. Vildt sjovt,« fortæller han med begejstring i øjnene.

»Hvis der er bare én elev i hver klasse – eller på hver skole – der bliver interesseret i naturvidenskab, så er jeg glad.«

Ud over studiet og konsulentopgaven på julekalenderen, så bruger han sin tid på at holde foredrag for folkeskole- og gymnasielever.

»Det der øjeblik, hvor deres øjne siger AHA! Det er for fedt!«

Nu, hvor opgaven med familiejulekalenderen er overstået, er Jonathan Gammeltoft i gang med sit speciale, der handler om hospitalsfysik – nærmere bestemt stråleterapi til kræftbehandling.

Og så bruger han ellers al sin øvrige tid på at formidle naturvidenskab.

»Det er det her, jeg gerne vil arbejde med,« slår han fast.

»For mig er det vigtigt at give interessen for fysikken videre. Jeg vil gerne vise, at fysik og naturvidenskab er for alle og ikke kun for de få privilegerede.«