Han er en af de mest populære ‘løver’ i DR-programmet Løvens Hule, men nu er det måske slut med investeringer fra rigmanden Jesper Buch, skriver han på Instagram.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det for at irritere læseren,« siger Jesper Buch til B.T. og griner, men indrømmer samtidig, at tanken har været oppe at vende.

I opslaget skriver Just-Eat-iværksætteren, at han napper femte sæson med, men at det nok bliver den sidste, men selvom det ikke er et farvel, så indrømmer han, at det ikke har været let. Han har dog slettet, at det nok bliver den sidste, igen.

»Det er kraftedeme hårdt at optage 14-18 timer i døgnet i flere uger. Der er også alle investeringerne bagefter, og det tager tid og er hårdt. Men lad os nu lige tage sæson femm før vi taler om at stoppe,« siger han.

Om femte sæson bliver den sidste for 43-årige Jesper Buch, vil han hverken be- eller afkræfte, men den bliver i hvert fald ikke så blødsøden som sæson fire.

Han mener nemlig selv, at han ikke har været hård nok mod de spirende iværksættere, som er kommet gennem nåleøjet og har stået for dom foran den garvede forretningsmand i ‘hulen’.

»Jeg føler, jeg spiller skuespil når jeg er for blød. Der har været for lidt slagterbænk i sæson fire, så jeg vil gerne gå mere hårdt til den og presse dem for at se, om de kan holde til det,« siger han og fortsætter:

“Nogen kalder det godt tv, men jeg ved, hvor hårdt det er omkring forhandlingsbordet.”

Har man fulgt med, så vil den observante seer bemærke, at Jesper Buch har høj stjernestatus hos de unge iværksættere - især i det digitale segment. Og den indflydelse er han glad for.

»Det har jeg det godt med. Hvis jeg kan få folk til at blive iværksættere og skaffe arbejdspladser, der bidrager til samfundet, så er det fedt. Mit eget forbillede var Steve Jobs (grundlægger af Apple, red.), og det er vigtigt at have et godt forbillede,« siger han.

Det er vigtigt for ham, at han sørger for og tager det ansvar, det er, at sende nogle gode holdninger ud der skaber god energi og et godt værdisæt for de unge, der ser op til ham.

DR leder lige nu efter deltagere til sæson fem af Løvens Hule, som bliver indspillet senere på året.