Jesper Buchs nordjyske tøj-drenge er blevet en rigtig god forretning.

I 2018 stillede Aalborg-drengene Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachman fra tøjfirmaet Shaping New Tomorrow op i DR's populære iværksætterprogram 'Løvens hule' og var fra første sekund en kæmpe succes.

Just Eat-stifter Jesper Buch og rengøringsdronningen Birgit Aaby investerede hver 250.000 kroner for 10 procent af virksomheden, og samme aften som programmet blev sendt, omsatte Shaping New Tomorrow for en million. Nu viser seneste regnskab, at firmaet på et år har 45-doblet overskuddet.

Shaping New Tomorrow har på et år løftet sin bundlinje før skat fra under en kvart million kroner til næsten 11 millioner kroner for 2017/2018. Firmaet har tidligere oplyst til Børsen, at målet i år er en fordobling af omsætningen.

Shaping New Tomorrow da de var i Løvens Hule.
Shaping New Tomorrow da de var i Løvens Hule. Foto: DR
Vis mere

Følger man med i 'Løvens hule', har man set, hvor begejstret især Jesper Buch fra starten var for drengene. Hans ekspertise ligger ikke inden for tøj, men han var vild med drengene og deres særlige herrebukser, der angiveligt skulle føles som at have joggingtøj på.

Produktionen klares i Portugal, og tøjet sælges online og i en fysisk butik i Aalborg. Af seneste regnskab forventes virksomheden at udvide til Tyskland og Sverige.

'Selskabet opererer i dag udelukkende i Danmark. I det kommende år vil virksomheden udvide sin e-handel til Tyskland og Sverige samt udvide sin fysiske tilstedeværelse i Danmark,' lyder det i ledelsesberetningen.

Shaping New Tomorrow fortalte for nylig til Nordjyske, at de åbner en ny butik i København til sommer.

»Det bliver inden sommerferien og i indre by,« fortæller direktør Kasper Ulrich.

Det opløftende regnskab kommer som en kærkommen nyhed for investor Jesper Buch, der lige har måttet se et af sine andre selskaber lukke.

I  2013 investerede han i pizzakæden Domino's, der det seneste år har været skandaleramt oven på TV2-programmet 'Operation X's afsløringer af fusk med fødevarer.

Kæden har været så hårdt ramt, at den danske afdeling forleden blev erklæret konkurs.