»Det var, fordi jeg ikke lige kunne overskue det, så jeg spurgte min veninde, om hun ikke lige kunne skrive.«

Sådan forklarer Janni Ree den syv år gamle hemmelighed, der kommer frem i det kommende afsnit af tv-programmet 'Forsidefruer'.

Det var nemlig ikke Janni Reeselv, der sad bag mobilskærmen og tastede løs, da de første sms'er blev udvekslet med Karsten Ree.

Det var i stedet hendes gode veninde April, der fik lov til at svare. Janni Ree ser grinende tilbage på situationen, da hun snakker med B.T.

»Det har måske været seks til syv beskeder.«

»Jeg så beskederne, og det så fint ud, så hun (April, red.) kunne bare fyre den af. Så det var meget sødt.«

Karsten Ree vidste da heller ikke, at det ikke var hans kommende hustru, der skrev til ham.

»Nej, overhovedet ikke, det har han aldrig opdaget, det ved han først nu syv år efter. Men han griner jo bare og siger 'nå'. Han synes, at det er sjovt, så nej, han er ikke sur over det,« forklarer Janni Ree.

De to kendte hinanden fra fester og middage, hvor de havde talt sammen masser af gange. Det var efter én af disse fester, at sms'erne fra Karsten Ree begyndte at tikke mere regelmæssigt ind i Janni Rees indbakke.

Og det var altså mere, end hun lige kunne overskue på daværende tidspunkt.

»Jeg sagde til Karsten, at vi måtte tage én dag af gangen, for han havde en kæreste, og jeg var forlovet.«

Karsten er glad for Jannis video – også dem, hvor hun laver lidt sjov med ham.
Karsten er glad for Jannis video – også dem, hvor hun laver lidt sjov med ham. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men så let gav Karsten Ree ikke op. Han gjorde det forbi med sin kæreste, men Janni Ree gjorde det endnu engang klart, at hun skulle have lidt mere tid, da hun havde mange ting om ørerne. Heriblandt en retssag.

»Så gik Karsten til Ekstra Bladet. Han sagde til dem, at han ikke måtte sige, at vi var kærester, men at vi legede far, mor og børn. Så sagde jeg til ham, at det havde han vel ikke sagt, og så svarede han: 'Jojo, jeg har jo ikke sagt noget.' Så spurgte jeg ham, hvad han troede, der ville stå på forsiden i morgen, og så var den ligesom ude.«

Det var den måde, Janni Rees forlovede fik det at vide, mens han var i Gabon for at arbejde som ingeniør.

»Det var lidt tarveligt,« indrømmer hun.

Alt dette skete i november 2013, men allerede tidligere på året forsøgte Karsten Ree at vinde sin udkårnes gunst.

»I januar, da jeg var forlovet, fik Karsten en ven til at ringe og spørge, om jeg ville med til Caribien. Det siger jeg selvfølgelig nej til, og så spørger vennen, om jeg ikke ved, hvem det er. Jo, det vidste jeg da godt, men jeg var altså forlovet. Så ville jeg få én time til at tænke over det i.«

»Så sagde jeg: 'Det er fint, så ringer du bare om en time, men du får samme svar. Så må du hilse Karsten og sige tak for tilbuddet'. Så han var altså ude med riven allerede der.«

I sidste ende fik Karsten Ree sin vilje, for et år senere var de to flyttet sammen. I april 2015 blev de gift.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun er sikker på, at Karsten selv skrev sine beskeder, han sendte til hende, er der ingen tvivl.

»Jeg tror, det var ham selv. Jeg kan kende hans formuleringer og sprog. Han er jo meget sådan af den gamle skole,« griner Janni Ree højlydt.