I øjeblikket er hun aktuel i 'Sommerdahl'. Og nå ja, så har hun også været med i 'Nattevagten', 'Edderkoppen', flere 'Min søsters børn'-film, 'Jul i Valhal', adskillige forestiller på Dr. Dante og meget, meget mere.
Man skal have været uden forbindelse med omverdenen for ikke at have bemærket Lotte Andersen de seneste årtier.
Men der var faktisk et tidspunkt, hvor hun ikke gad sit fag længere. Hvor hun trak sig. I hvert fald for en stund. Det fortæller hun i et interview med Femina.
Pludselig, da hun var omkring 40 år, havde hun fået nok og stod i en krise, hvor hun ikke kunne finde motivationen til at komme videre.

Her udviklede hun med egne ord en »lede, et ubehag ved skuespilfaget«. Også ved kollegaerne.
Det hele syntes kunstigt og falsk, fortæller hun.
»Det var blevet for overfladisk. Jeg var også blevet et kendt ansigt og skulle deale med, at folk kiggede og hviskede. Alt det har jeg det bedre med nu, men dengang havde jeg behov for at tage afstand fra det hele,« fortæller hun i interviewet.
Og så trak hun stikket. Lavede først ingenting. Startede så egne projekter. Lavede en dokumentar og en musikproduktion.

Siden har hun også skrevet en bog om kunstnerparret Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen.
Og hun har genfundet glæden ved skuespillet. Særligt ved teateret, men også væk fra de skrå brædder.
Derfor er Lotte Andersen aldrig helt forsvundet fra scenen, og ud over TV 2 Charlies 'Sommerdahl' er hun med i nye serier som 'Når støvet har lagt sig' og 'Friheden'.
I denne måned fylder hun 58 år, og hun er langtfra færdig med skuespilfaget. Til Femina fortæller hun, at hun i øjeblikket har to teaterprojekter i støbeskeen: et om naturvidenskab og et om forskellige kredsløb.