Den har kun ligget på Netflix i 10 dage, men vurderes allerede til at blive årets mest sete serie.

Det oplyser Netflix om serien 'Witcher', som topper listen over de mest sete tv-serier på streamingstjenesten i år.​

Umiddelbart under 'The Witcher' ligger tredje sæson af den uhyggelige science fiction-serie 'Stranger Things' og den humoristiske ungdomsserie 'Sex Education'.

Men det er ikke kun blandt tv-serier, 'The Witcher' ligger i top.

'The Witcher'
'The Witcher' Foto: Katalin Vermes
Vis mere

Serien har faktisk allerede været så populær, at den topper listen over det mest sete indhold på Netflix overhovedet i år. Skarpt efterfulgt af filmene 'Murder Mystery', 'Triple Frontier' og '6 Underground'.

Listerne er nemlig lavet ud fra det antal Netflix-konti, som har set mindst to minutter af en serie, film eller dokumentar de første 28 dage efter den blev gjort tilgængelig på Netflix i 2019.

Dog skal der tages højde for, at flere af titlerne først er lagt online i december -  bl.a. 'The Witcher', som udkom 20. december - hvorfor man ikke har kunnet sammenligne dem alle direkte.

Titler, som er udgivet i december, er derfor baseret på både seertal og forventede seertal, oplyser Netflix. Dog uden at afsløre, hvordan man har udregnet de 'forventede seertal'.

'The Witcher' er skabt direkte til Netflix og er baseret på bogserien af samme navn af den polske forfatter Andrzej Sapkowski.

Den følger den ensomme monsterjæger Geralt of Rivia (Henry Cavill) og har bl.a. danske Lars Mikkelsen på rollelisten.

Første sæson bestod af otte episoder.

Der er allerede planlagt en anden sæson, som får premiere i 2021.