Når fantasy-serien 'The Witchers' anden sæson får premiere, bliver det (igen) med dansk islæt på rollelisten.
Kim Bodnia har nemlig landet sig en rolle i Netflix-satsningen, der tager udgangspunkt i bogserien af samme navn.
Det skriver mediet Deadline, der også har taget en snak med seriens showrunner, Lauren Schmidt Hissrich.
Han er svært begejstret for at have fået den 54-årige dansker med på 'The Witcher'-holdet.
»Jeg er glad for at kunne byde Kim Bodnia velkommen på holdet. Jeg har beundret hans unikke talenter i serier som 'Killing Eve' og Broen',« siger han og fortsætter:
»Jeg glæder mig til se ham bringe sin styrke og vedholdenhed til karakteren Vesemir, som er en integreret del af den kommende sæson.«
Vesimir er den ældste af alle af de såkaldte witchere, og han er derfor også mentor for seriens bærende karakter, Geralt of Rivia.
Første sæson af 'The Witcher' fik premiere i slutningen af december og bestod af otte afsnit.

Serien er skabt direkte til Netflix og er baseret på bogserien af samme navn af den polske forfatter Andrzej Sapkowski.
På rollelisten fandt man i første sæson foruden 'Superman'-skuespiller Henry Cavill også et dansk navn.
På skærmen tonede danske Lars Mikkelsen nemlig frem i rollen som den kalkulerende Stregobor.
Seriens anden sæson får premiere i 2021.