Engang syntes Didde Skjelmose, at stressramte burde tage sig sammen.

»Get over it, din dovne skiderik,« tænkte hun, når folk talte om stress.

Men så blev hun selv ramt. Det er det værste, hun nogensinde har oplevet:

»Jeg er ikke herre over noget som helst. Jeg ved godt, hvad jeg skal, men jeg KAN ikke,« siger hun.

Didde Skjelmose er ramt af stress, hvilket har udløst en depression, siger hendes læge. Selv ved hun bare, at hun er hårdt ramt. Privatfoto.
Didde Skjelmose er ramt af stress, hvilket har udløst en depression, siger hendes læge. Selv ved hun bare, at hun er hårdt ramt. Privatfoto.
Vis mere

Det er to måneder siden, hendes film knækkede.

»Jeg kom hjem fra arbejde, begyndte at ryste, havde kvalme, græd og havde hovedpine. Jeg kunne intet – lå bare i sengen,« husker hun.

Siden har hendes krop nægtet at lystre.

»Jeg kan ikke sove, når jeg skal. Men jeg kan falde i søvn på sofaen uden at vide, at jeg gør det. Skal jeg ud med hunden, kan jeg udskyde det i tre timer, og det tager mig flere timer at gå i køkkenet og spise. Det er en ond cirkel, der bare bliver værre og værre,« siger hun.

For en uge siden fortalte hun om sin situation på Instagram:

'Som os alle i det sidste år er jeg sgu i knæ. Jeg har haft stress i lang tid, som mange af os er blevet ramt af. Da jeg ikke reagerede på det, før det var for sent, har det også givet en depression,' skrev hun.

Vi kender Didde som Linse Kesslers barndomsveninde. Selvom hun i årevis har boet i Sydjylland, har hun stadig fast plads i TV3-programmet 'Familien på Bryggen', der nu tager hul på sin 19. sæson. Det seneste år har hun jongleret med optagelser, fuldtidsarbejde i Kolding Kommune og den ubekendte faktor – corona. Det er sidstnævnte, hun giver skylden for, hvordan hun har det.

»Frygten for fremtiden stresser mig. Frygten for, hvor vi er på vej hen, og frygten for, at vi ikke vender tilbage til livet, som vi kender det.«

Siden oktober sidste år har hun haft ondt alle mulige og især umulige steder.

»Jeg havde ondt i tænderne, i halsen, i ørerne og havde det sådan: 'Hvor meget mere kan jeg fejle?' Jeg begyndte at se mig selv som hypokonder, men havde sådan en underlig følelse af, at det lakkede mod enden.«

Hun blev overbevist om, at hun havde fået en hjernesvulst, men flere af hendes venner gættede på stress. Hendes svar var:

»Jeg har kraftedeme ikke stress. Hvis jeg slapper mere af, skider jeg i bukserne.«

Men når hun kom hjem fra arbejde, orkede hun ikke engang at gå ned med hunden. For to måneder siden måtte hun give vennerne ret og melde sig syg.

Når hun ser tilbage, kan hun se, at hendes krop længe havde forsøgt at råbe hende op. Det samme havde hendes chef på Kolding genbrugsplads.

»Jeg tror, du har for meget at se til,« sagde han. Men Didde selv blev ved med at slå det hen:

»Jeg har styr på det,« lød hendes gentagne svar.

»Men jeg følte ikke, at jeg slog til. Jeg begyndte at glemme. Selvom jeg havde sagt 'Jeg ringer om to minutter', ringede jeg ikke tilbage. Jeg lovede hele tiden bod og bedring, men det sidste halve år eller mere har jeg kørt på pumperne og rutinen og rygraden.«

Men det opdagede hun først, da hun lå i sin seng:

»Her ligger jeg og har stadig ikke helt fattet det,« siger hun, da B.T. taler med hende i telefonen.

I en uges tid har vi forsøgt at lave en interviewaftale, men det er svært at lave aftaler, når man ikke engang kan finde ud af at spise.

Nu er 19. sæson af 'Familien på Bryggen' klar. Her er familien samlet ved starten af 11. sæson. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017.
Nu er 19. sæson af 'Familien på Bryggen' klar. Her er familien samlet ved starten af 11. sæson. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg plejer at være en stærk pige. Jeg har stået meget igennem, men den her stress, den kan jeg ikke forklare,« siger hun grædende.

Didde Skjelmose er et sted i sit liv, hvor det er svært at få fodfæste, finde retning og sætte af igen.

Det ramte hårdt, da kollegerne begyndte at komme med stikpiller, om at hun ikke havde styr på tingene. Men de havde ret.

Hun sagde ord forkert – sandkasse blev til kassesand – og når folk spurgte, hvilken container de skulle smide deres skrald i, kunne hun ikke huske det.

»Forleden tog jeg tre forskellige stresstest på nettet, fordi jeg var bange for, at jeg bare er doven. Jeg overdrev ikke og løj ikke, men fik high score og fik at vide: 'Dit helbred er i fare'. Så jeg må fandeme tage det alvorligt.«

Hendes læge har toppet diagnosen og mener, at Didde oveni har fået en stressudløst depression. Den diagnose kan hun ikke helt forlige sig med:

»Normalt er jeg en glad pige.«

Lægen har udskrevet 'struktur i hverdagen' og besøg hos en psykolog, men medicin vil Didde Skjelmose ikke høre tale om:

»Jeg vil ikke have psykopiller. Jeg har været på piller for mange år siden, det er også en ond cirkel, og jeg har ikke brug for at være kokset i hovedet.«

Det er ikke første gang, hun ærligt har fortalt om, at livet kan drille. I sidste sæson af 'Familien på Bryggen', opdagede hun – til stor overraskelse for sig selv – at hun var ensom.

Nu deler hun igen ud af en sårbarhed, som de fleste helst vil gemme væk.

»Men der er tusindvis af danskere, der sidder i samme situation. Mine tanker går til dem, der har det, som jeg havde det i starten,« siger hun.

Hun håber, situationen snart vender. Indtil det sker, bliver hun hjemme i Vamdrup, hvor hun kan få ro.

»Jeg er tryg i Vamdrup. Det kan godt være, folk ikke kommer med mad og blomster, men her kan jeg ligne lort og få lov at græde på gaden.«

Hun prøver at tilgive sig selv, at hun ikke kan det, hun plejer:

»Jeg prøver at rejse mig med det samme, når jeg tænker, at jeg skal lufte min hund. Nogle gange når jeg kun til køkkenet, andre gange kommer jeg helt ud. Uanset prøver jeg ikke at bebrejde mig selv.«

Har hun lært én ting, er det aldrig mere at bede 'en stresset om at tage sig sammen'.

»Jeg kommer aldrig til at sige, at folk, der har stress, er dovne.«