»Jeg har haft stress, i lang tid, som mange af os er blevet ramt af. Og da jeg ikke reagerede på det, før det var for sent, har det også givet en depression.«

Tv-personligheden Didde Skjelmose, som er kendt fra 'Familien fra Bryggen' og for sit enorme humør, delte for nylig et opslag på Instagram, hvor hun forklarer om sit lange sygdomsforløb med stress og depression.

Og det er nok med den triste udmelding i baghovedet, at Linse Kessler nu sender en sød og kærlig hilsen til veninden Didde Skjelmose på Instagram.

»Jeg sender lige lidt styrke og godt humør til hende her min girlfriend,« skriver reality-stjernen i et opslag med et kærligt billede af de to veninder sammen samt et hjerte til at slutte teksten af med.

Det har ikke været en rar oplevelse for Didde Skjelmose at være ramt af flere sygdomme på én gang.

Da B.T. har for nylig talt med hende i forbindelse med den triste nyhed om hendes svære periode, og i interviewet sætter hun ord på, hvordan hun har oplevet at være hårdt ramt af stress og depression.

»Jeg kom hjem fra arbejde, begyndte at ryste, havde kvalme, græd og havde hovedpine. Jeg kunne intet – lå bare i sengen,« husker hun blandt andet og fortsætter:

»Jeg kan ikke sove, når jeg skal. Men jeg kan falde i søvn på sofaen uden at vide, at jeg gør det. Skal jeg ud med hunden, kan jeg udskyde det i tre timer, og det tager mig flere timer at gå i køkkenet og spise. Det er en ond cirkel, der bare bliver værre og værre,« forklarede hun dengang.

Linse Kesslers opslag til ære for Didde Skjelmose har fået lige knap 25.000 likes på under et døgn, og der er mange andre personer, som også sender en sød hilsen i hendes retning i kommentarfeltet.

Heriblandt reality-stjernen Janni Ree, som skriver: »Tanker til dig smukke, du er en ener.«

Derudover er der også mange almindelige danskere, som sender hjerter og søde beskeder til Didde Skelmose.

B.T. har forsøgt at få en uddybende snak med Linse Kessler, men hun henviser til Instagram-opslaget.