I aftenens afsnit af 'Familien fra Bryggen' besøger Linse og hendes gode veninde Didde en kostvejleder.

Her fortæller Didde Skjelmose, at hun har ændret sin kost – for en måned siden levede hun nemlig af Toblerone og marcipanbrød.

Men når kostvejlederen graver dybere, så handler det ikke om, at Didde Skjelmose har en sød tand.

Når de sammen forsøger at finde ud af, hvorfor hun har spist så usundt, så er det i virkeligheden starten på en snak, som ikke er let for Didde Skjelmose.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Ifølge kostvejlederen handler det ofte ikke om at fylde maven ud, men i stedet om at fylde sit hjerte.

Det giver Didde Skjelmose hende ret i og fortæller, at hendes hjerte faktisk er 'meget tomt'.

»Når jeg tænker over det, så er jeg nok ikke helt lykkelig,« siger hun, inden hun fortsætter:

'Jeg lægger ikke mærke til det mere, for det er bare blevet en vane.'

Derefter tager Linse teten og spørger sin veninde: »Er du ensom?«

Og til det svarer Didde Skjelmose: »Nogle gange.«

Hun forklarer derefter Linse og kostvejlederen, at når hun kommer hjem fra arbejde, så føler hun sig ensom.

Men det er nok ikke noget, som folkene omkring den tidligere bryggeboer kunne gætte sig til, for ifølge Didde Skelmose har hun facade på i hverdagen.

»Jeg kan ikke gå rundt og se ensom ud. Det er sgu lidt en falliterklæring at sige, 'hej, jeg hedder Didde, og jeg er ensom',« siger en tydelig berørt Didde Skjelmose.

Mange danskere har allerede set aftenens afsnit, som man kan se forud, hvis man har abonnement på Viaplay, og det har fået flere til at skrive til Didde Skjelmose.

I søndags lagde hun et billede op på sin Instagram-profil, hvor hun takker de mange mennesker, som har skrevet 'kærlige og betænksomme beskeder og kommentarer' til hende.

Hun skriver også i sit opslag, at hendes ensomhed 'intet har med Jylland at gøre', men at 'sådan har vi det vist allesammen til tider'.

I slutningen af fjerde sæson af 'Familien fra Bryggen' mødte Didde René, som boede i Vojens i Sønderjylland.

Hun besluttede dengang at rykke teltpælene op og flytte over til sin store kærlighed.

Men selvom kærligheden glippede, besluttede hun sig for at blive i Sønderjylland, hvor hun i dag bor i Vamdrup og arbejder som renovationsarbejder ved Kolding Kommune.

Didde Skjelmose fortæller også i afsnittet, at hun vil fortsætte med at spise sundt, for hun har efterfølgende fået det 'meget bedre'.