Det var nogle kaotiske scener, der udspillede sig tirsdag aften, da TV 2 sendte 'Go' aften live'.

Her var mundbinds-nægteren Dennis Holm gæst, efter han var gået viralt med en video på Facebook, hvor han filmer sig selv, mens han afviser en kontrollørs formaninger om mundbind.

Inden interviewet med værten Abdel Aziz Mahmoud nærmest overhovedet var gået i gang, rejste Dennis Holm sig op og kaldte de danske politikere alt fra hundehoveder til hængerøve, mens han bad danskerne om at 'få nogle fucking nosser'.

Abdel Aziz Mahmoud fik hurtigt slukket for Dennis Holms mikrofon, og medværten Petra Nagel skyndte sig at tage over med et andet indslag.

Og nu sætter Abdel Aziz Mahmoud selv ord på det kaotiske interview, da B.T. fanger ham på telefonen onsdag:

»Jeg har lige siddet og snakket med ham, inden vi gik på, så jeg regnede jo med, at vi begge to holdt os til den aftale, som vi havde indgået. Man har jo sådan en kontrakt, som man indgår. Så da han rejser sig op og gør det der, er det første, jeg tænker: 'Nå, det er måske noget, han bare lige skal have lettet sit hjerte med'. Men da jeg kan høre, at det trækker ud, tænker jeg, at 'det her, det holder ikke',« fortæller Abdel Aziz Mahmoud til B.T. og fortsætter:

»Derfor giver jeg ham muligheden for, at han kan vende tilbage til vores aftale, hvis han sætter sig ned og fortsætter interviewet.«

»Og da han så taler over mig og bliver ved med at råbe op, går det ret hurtigt op for mig, at vi skal afbryde det her. For det er der ikke nogen, der får noget godt ud af. Jeg kan også høre i min øresnegl, at 'det her, det ser ikke godt'. Det er ikke særlig kønt.«

Selv havde Abdel Aziz Mahmoud ikke på fornemmelsen, at Dennis Holm ville gøre det, som han gjorde, men han fortæller, at Dennis Holm virkede lidt ubekvem, inden interviewet gik i gang:

»Inden vi gik på, spurgte jeg ham igen og igen, om han var nervøs, og gav ham nogle fif til, hvad han kunne gøre ved sin nervøsitet. Jeg anede jo ikke, at det ligefrem var sådan et show, han ville give den gas med,« fortæller tv-værten og fortsætter:

»Derfor sad jeg egentligt bare og beroligede ham inden. Og det gør vi altid, hvis vi sidder med nogen, der ser ud til være lidt ubekvemme.«

Selv fik Abdel Aziz Mahmoud ikke mulighed for at snakke med Dennis Holm efter interviewet, men han fortæller, at et par vagter nåede at tage en snak med Dennis Holm:

Petra Nagel er medvært på Go' aften LIVE.
Petra Nagel er medvært på Go' aften LIVE. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Jeg ved, at der var nogle vagter, der lige stoppede ham og tog en lille snak med ham. Men han har jo ikke gjort noget ulovligt som sådan. Han har bare været virkelig uordentlig.«

Tidligere i dag roste Petra Nagel sin kollega i et interview med B.T., og Abdel Aziz Mahmoud har også kun rosende ord tilovers for sin kollega:

»Vi har jo ikke prøvet det her før. Og Petra og jeg har jo faktisk ikke sendt sammen så mange gange. Og det kræver ret mange gange, før man kan fornemme, om den anden er med på, hvor man vil hen,« siger Abdel Aziz Mahmoud og fortsætter:

»Så da hun greb den, da jeg spurgte, om hun 'var klar derovre', skal vi lige huske på, at det altså ikke havde været givet, at hun var klar både fysisk, men også mentalt. Så jeg synes, det var fedt, at hun greb den og samtidig både anerkendte, hvad der skete i studiet, imens hun også kunne byde ordentligt velkommen til sine gæster. Så jeg sender i hvert fald rosen en milliard gange tilbage,« afslutter Abdel Aziz Mahmoud.

Dennis Holm har selv skrevet følgende på Facebook efter sin opsigtsvækkende tv-optræden:

'Jeg vil ikke undskylde for at kæmpe for min og jeres frihed. Ja, det kunne helt sikkert være gjort meget bedre, men det var, hvad jeg nu kunne.'

Læs hele hans opslag her.