Det var her til aften nogle groteske scener, der udspillede sig i Go' aften LIVE på TV 2.

Her skulle det handle om brug af mundbind, og i den forbindelse havde TV 2 inviteret Dennis Holm i studiet, som altså nægter at bruge mundbind, når han kører med offentlig transport.

Dennis Holm havde søndag lagt en video på Facebook, hvor han står i et tog og bliver bedt om at tage et mundbind på af en togkontrollør.

Hele optrinnet filmer han, og det fik tirsdag Go' aften LIVE til at invitere ham i studiet. Men det gik bestemt ikke efter planen.

For da TV-værten Abdel Aziz Mahmoud spørger ind til, hvorfor han valgte at filme optrinnet, rejser Dennis Holm sig op fra stolen og siger:

»Ja, nu skal du høre her. Jeg har noget virkelig interessant at sige, og jeg er sikker på, at du vil elske det.«

»Danmark for helvede,« starter Dennis Holm sin tale og siger lidt efter:

»Nu får I jer nogle fucking nosser, og så får I jer noget selvrespekt og kommer op af den sofa og kommer til demo klokken 12 på lørdag.«

Og her bryder Abdel Aziz Mahmoud ind og prøver at stoppe Dennis Holm, men han fortsætter sin tale i samme bane.

Til sidst må Abdel Aziz Mahmoud stoppe interviewet helt, og der bliver slukket for Dennis Holms mikrofon, og programmet fortsætter herefter med Petra Nagel, der blandt andet har Dennis Knudsen i studiet.

Efter programmet, som altså blev sendt tirsdag aften, er reaktionerne væltet ind på blandt andet Facebook, hvor nogle af kommentarerne lyder:

'Hvis du nu kunne argumente og ikke blot stå og råbe op, du er da for dum. Tillykke. Du fik dit minut på tv.'

'Hvor var du dybt pinlig at se på i Go' aften LIVE. Du var helt seriøst til grin. Kæmpe selvmål.'

'Du var ikke engang mand nok til at stille dig op i TV 2 og komme med et ordentlig argument. Du begynder bare og råbe og skabe dig igen. Som jeg skrev tidligere: Stram op'

Det er uklart, hvilken demonstration, Dennis Holm vil have TV 2's seere til at deltage i.

Til B.T. har TV 2 skrevet en mail om situationen:

»Redaktionen på ’Go’ aften LIVE’ inviterede Dennis Holm i studiet for at tale med ham om hans holdning og aktion og havde forinden aftalt forløbet af interviewet grundigt med ham. Desværre valgte Dennis Holm at bryde aftalen og i stedet rejse sig og læse en proklamation i en voldsom sprogbrug. Vært Abdel Aziz Mahmoud bad Dennis Holm om at vende tilbage til interviewet, hvilket ikke skete,«siger TV 2-redaktør på ’Go’ aften LIVE’, Henriette Ladegaard-Pedersen og fortsætter:

»Derfor valgte Abdel Aziz Mahmoud i samråd med programmets redaktør at afbryde interviewet. Hos TV 2 og på redaktionen af ’Go’ aften LIVE’ beklager vi, at Dennis Holm ikke ønskede at deltage på de aftalte vilkår, og at vi derfor måtte stoppe interviewet, inden det overhovedet kom i gang.«