36-årige Jesper Fæhnøe var deltageren i tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden'.
Her fik han den nedslående og overraskende besked fra eksperterne, at der ikke var andet for end at søge gældsanering på sin mere end 1.250.000 kroner store gæld. Men han har så småt fundet fred med, at det er sådan, det skal være.
»Det er først gået op for mig inden for den sidste måneds tid, at det er okay. Jeg behøver ikke bruge mere energi på min gæld, for jeg kan ikke gøre nogen forskel. Den kommer aldrig væk, og det skal jeg leve med. Heldigvis bruger jeg ikke mange minutter længere på at tænke på det,« fortæller Jesper Fæhnøe.
'Luksusfælden'-deltagerens næste skridt er derfor at blive rask, så han kan få et arbejde.
»Jeg er stadigvæk sygemeldt, indtil min psykiater har fundet ud af, hvad min krop og mit hoved kan klare,« forklarer Jesper Fæhnøe.
Hans forhåbning og indtryk er, at han kan begynde at arbejde engang i det nye år.
»Jeg har jo ikke været flink ved min krop. Jeg har været alkoholiker i 20 år, jeg har haft et spilmisbrug i 16 år, og så har jeg altid haft hårdt fysisk og tungt arbejde. Og når man så er misbruger, så lever du i din egen boble, og når den på et tidspunkt springer, så kan du ikke holde styr på noget, og det skete for mig,« uddyber han.
Han er lige nu sygemeldt på kontanthjælp, men drømmen er at holde foredrag om misbrug som »skræmmeeksempel« eller at arbejde ude i det fri ved at passe parker eller grønne områder.

I 'Luksusfælden' var Jesper Fæhnøe også meget ærlig omkring, at en del af hans motivation for at løse sine økonomiske problemer var at kunne vinde ekskæresten Sussie tilbage og fri til hende.
Men i dag er det tidligere par fortsat bare venner og har et godt samarbejde om deres femårige datter.
»Det er ikke blevet til mere. Ikke endnu. Vi holder det til forældre-halløjsa. Sussie har nok nogle spørgsmål med min ludomani og mit alkoholmisbrug, så det tager tid, og jeg skal arbejde for hendes tiltro til mig. Vi udelukker ikke noget, men vi siger ikke bare, at vi er kærester. Om det kan ske, det kommer an på hende, når hun mærker efter,« lyder det fra Jesper Fæhnøe.
Han bor stadig i den lejlighed i Odense, som han i programmet fortalte, han kunne flytte ind i fra 1. august.
»Jeg fik jo et fint indskud af 'Luksusfælden' og fandt så en lejlighed uden dem, hvor de har betalt halvdelen af indskuddet, og jeg så fandt penge til det resterende,« forklarer Jesper, der fandt en lejlighed med noget dyrere indskud, end den eksperterne havde fundet og håbet, han kunne få.
De tre måneder ude af hjemløsheden er heldigvis også gået nemt, og Jesper Fæhnøe savner ikke sit gamle shelter.
»Det spiller bare. Det kan lyde så nemt, men jeg flyttede bare ind, og det er så skønt lige pludselig at sove i sin egen seng med en dyne over sig og ikke bare i en sovepose,« jubler den 36-årige 'Luksusfælden'-deltager.
Derudover planlægger han sit liv efter den planche, han fik i programmet og som fortsat hænger på køleskabet: Først finde et sted at bo – tjek – så blive rask, så finde et arbejde, så betale forsikringer og børnebidrag og til sidst søge gældsanering.
En del af punktet om at betale børnebidrag er også opfyldt.
Han betaler nemlig til sin og Sussies femårige datter. Men desværre endnu ikke til sine tre andre børn på 11, 15 og 17 år.
