I tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' bliver der slået en noget ærgerlig rekord.
Eksperterne Kenneth Hansen og Sesilie Munk besøger nemlig den hjemløse Jesper i Odense. Han er sygemeldt, arbejdsløs og bor i et shelter i den lokale skov.
Men det har ikke forhindret ham i at stifte en hel masse gæld. Gæld, som han ikke betaler af på, og som derfor kun har vokset sig større over årene.
Det viser sig tydeligt på posten med misligholdt gæld, da eksperterne skal præsentere for Jesper, hvordan han har brugt – eller ikke brugt – sine penge.
»Den er jeg ikke så glad for. Jeg tror sgu, der kommer til at ligge meget der. Mit bud er 10.000 plus,« lyder det fra Jesper om den misligholdte gældspost.
Så bliver han bedt om at tælle med, mens tusindekronesedlerne lægges ned på stribe.
»Vi kommer forbi de 20, hvor jeg bare tænker: Får det aldrig nogen ende? Den der følelse er forfærdelig,« siger Jesper undervejs i tællingen.
Hans misligholdte gældspost ender nemlig på hele 23.600 kroner hver måned.

»Jeg har bare lukket øjnene. Jeg er rystet. Det er pinligt,« lyder det fra Jesper, der kigger ned i jorden.
»Ja, det er virkelig mange penge. Det var jo det beløb, du skulle have fundet frem, hvis du ellers kunne have overholdt dine forpligtelser overfor dine forskellige kreditorer. Det skyldes jo primært, at du har børnebidrag, du skylder, og SU-lån til skat,« forklarer eksperten Kenneth Hansen.
»Jeg kan heller ikke lige se mig ud af, hvordan jeg lige skal kunne finde 23 plus til kun gæld,« sukker Jesper.
Udover at han er sygemeldt, arbejdsløs og hjemløs, så har han nemlig også en samlet gæld, der lyder på svimlende 1.274.009 kroner.
»Vi har helt ærligt vanskeligt ved at se, at du nogensinde skulle komme til at tjene så mange penge, at du kan nå at følge med til at betale ikke bare renterne, men også afdragene,« fastslår eksperten Sesilie Munk.
Tirsdagens afsnit af 'Luksusfælden' kan ses på TV3 i aften kl. 20 eller nu på Viaplay.

