Det er helt forfejlet og 'et nyt lavpunkt for upassende adfærd', når både DR og TV 2 laver tv-programmer, hvor man nærmest fejrer det seneste år med corona.
Sådan lyder den hårde kritik fra Berlingskes kulturjournalist Aminata Amanda Corr:
'Hvorfor i alverden skal vi fejre en decideret katastrofe i bedste sendetid på landets største kanaler? Det er jo typisk en god idé at vente med at fejre, til man har noget at fejre. Og covid-19 har formodentlig ikke krævet det sidste danske liv endnu. Vi er med andre ord stadig midt i det,' skriver hun i en mediekommentar i Berlingske.
Her anfægter hun to programmer hos henholdsvis DR og TV 2, der viser et tilbageblik på året, hvor Danmark har kæmpet mod corona.

Ifølge Aminata Amanda Corr bærer programmerne præg af en fejring med konfettikanoner og fællessang. Og det mener hun er 'et udtryk for manglende situationsfornemmelse og eftertanke'.
'Vi har ingen idé om, hvad fremtiden bringer, så det er lige kækt nok at lukke øjnene og love danskerne, at alt bliver godt igen, som var det hele en gratis omgang,' lyder det fra skribenten.
Men den kritik preller af på både DR og TV 2.
Hos TV 2, der søndag 7. marts sendte programmet 'Det bli'r godt igen', mener Ulla Pors, nyhedsdirektør på TV 2, at kritikken er 'forfejlet':

»På TV 2 'fejrede' vi ikke årsdagen. I liveprogrammet 'Det bli'r godt igen' så vi tilbage på et af de mest spektakulære år i nyere dansk historie. Programmet var en kærkommen lejlighed til, at danskerne kunne samles om et år, som ingen af os glemmer. Gennem stærke fortællinger gjorde vi plads til, at vi kunne minde hinanden om, at vi trods den alvorlige situation nu går lysere tider i møde,« siger hun til B.T.
Selvom tonen var positiv i TV 2s program, så mener hun, at det blev gjort 'uden at negligere de konsekvenser, coronakrisen har haft for alle danskere'.
Hos DR afviser man også kritikken:
»Berlingskes debattør kommenterer noget, hun ikke har set. Det er netop ikke en fejring, DR lægger op til, men en afdæmpet markering, hvor vi i løbet af aftenen også sætter spot på de problemer, landet nu står i, og de konsekvenser, det har haft for danskerne.«
»Det har været vigtigt for os ikke at fejre noget – men markere en historisk dag og reflektere over, hvad vores land og vi danskere har været igennem, og hvordan vi kommer videre,« siger Lisbeth Langwadt, der er programchef i DR Medier.
DRs program, hvor man markerer årsdagen, finder sted torsdag aften og består ifølge Lisbeth Langwadt af særudgaver af programmer, der også normalt sendes på torsdage, nemlig 'Aftenshowet', 'Lægens bord' og 'Det Politiske Talkshow'. Programmet 'Fællessang' er som det eneste rykket fra fredag til torsdag grundet årsdagen.