»Dette er muligvis den største ære i mit liv,« jubler Stéphanie Surrugue på Instagram.
Det er gået op for DRs internationale korrespondent, at hun har fået opkaldt en fliseløfter efter sig, der for tiden står og arbejder i den lille østjyske by Tørring.
»Hvem, hvordan, hvornår aner jeg ikke, men rygtet vil vide, at de har en gravemaskine, der hedder Venus Williams,« skriver Stéphanie Surrugue videre, der blandt andet møder misundelse i kommentarfeltet fra DR-vært Signe Molde, der skriver:
»Jeg troede, jeg drømte om Cavling og Oscars. Nu vil jeg bare ha' en fliseløfter. Tillykke.«

Hjernerne bag den fliseløftende Stéphanie Surrugue hedder Jan og Lasse Holsko. De er far og søn og har firmaet Industrivejens Maskiner, der siden 2008 har udlejet entreprenørmaskiner og lifter, og på et tidspunkt fandt de på at opkalde maskinerne efter kendte kvinder.
»Det startede med, at vi havde fem ens hydrema dumpere (en maskine til at flytte jord og andet materiale, red.) og i stedet for tal var det sjovere at give dem navne,« fortæller Lasse Holsko, der har ansvaret for at finde på de forskellige navne.
Den første kvinde, der fik æren af at få sit navn på en maskine, var Linse Kessler. Det har igennem årene været en joke i firmaet, når kunder ringede ind og beklagede sig over, at lyset var gået ud i Linse Kessler, hvis en pære var sprunget.
»I starten var der meget snak om, hvorvidt man måtte gøre det uden at spørge om lov, men det blev for omstændigt. Heldigvis har vi set rigtig mange, der deler billeder af det og bare synes, det er sjovt. Vi bruger det heller ikke i vores markedsføring,« fortæller Jan Holsko, der understreger at det udelukkende er en hyldest af de forskellige kvinder.

»Vi har for eksempel også hele håndboldlandsholdet og Puk Elgård, der er en minigraver. Folk synes, det er et festligt indslag i hverdagen,« fortæller Jan Holsko.
Lasse Holsko fortæller, at de finder inspiration i medier, der skriver om kendte, og et par gange har de også opkaldt maskiner efter medarbejderes koner.
Selvom de kender flere, der godt kunne tænke sig det, har virksomheden endnu ingen planer om at bruge drengenavne.
