»Der er meget uklare meldinger om, hvorfor vi skal holde lukket. Jeg føler ikke, vi har fået saglige argumenter, og jeg er meget forundret.«
Ordene kommer fra Casper Andersen, der er centerchef i Rosengårdscentret i Odense.
Mens butikker og større varehuse op til 10.000 kvadratmeter kan holde åbent, forholder det sig helt anderledes hos landets storcentre. Trods stabile smittetal er deres døre låst.
Og Casper Andersen lægger ikke skjul på, at det efterhånden går ham på.

»Smitten er ikke steget. Andre store varehuse har kunnet åbne, uden at smitten går den forkerte vej. Nu er jeg ikke ekspert, men det virker meget mærkværdigt. Og selvfølgelig er det dejligt, at efterskoleelever og andre kan komme tilbage. Så alle er ikke mod én. Men for at sige det nøgternt er jeg super ærgerlig og skuffet over, at vi ikke kan åbne.«
Ifølge Casper Andersen må der ikke gå længere end to uger og fem dage, før de kan genåbne. Her begynder påsken. En af årets vigtigste uger for storcentre.
»Påskehandlen står for døren, og hvis vi ikke får den, kunne det være den værste konsekvens.«
»Det er en af de største uger på året. Lidt ligesom de sidste uger inden jul. Det er et af de få slagpunkter, hvor vi ved, der kommer mange mennesker for at købe,« siger Casper Andersen, der ikke kan nævne præcise tal på, hvad påsken betyder. Det afhænger meget af de enkelte erhvervsdrivende, forklarer han.

Han står ikke alene med sine bekymringer. Magasin, Salling Stormagasiner og Danske Shoppingcentre, som omfatter 18 centre, bakker alle op om kritikken. Det siger de til Finans.
»Vi undrer os over, at udvalgsvarebutikkerne hos os skal holde lukket, mens de samme butikker på handelsgader må holde åbent. Vi er i en situation, hvor det politisk er bestemt, at 50 pct. af detailhandlen må holde åbent til hele befolkningen. Det virker ikke rigtigt, hvis hensynet er smitterisiko,« siger Jesper Faurholdt fra Danske Shoppingcentre til Finans.
Erhvervsministeriet oplyser, at storcentrenes fortsatte lukning bunder i sundhedsmyndighedernes vurdering.
»Det er klogest ikke at åbne for indkøbscentre og stormagasiner, hvor forbrugerne typisk opholder sig indenfor i længere tid, og hvor risikoen for sammenstimling i fællesarealer er større. Det er vigtigt for regeringen, at genåbne erhvervslivet så hurtigt som muligt, men det skal ske på en forsvarlig måde, så en ny nedlukning undgås,« lyder det fra ministeriet.

Men spørger man Casper Andersen, kan storcentre sagtens imødekomme kravene.
»I forhold til kundeflow og hvor mange der er pr. kvadratmeter, så mener jeg, vi kan kontrollere bedre i forhold til et strøg. Vi kan hele tiden holde øje med kunder, og det er en stor mulighed. Og det samme gælder for de enkelte butikker,« siger Casper Andersen.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skriver i en mail til B.T., at han forstår storcentrenes frustration.
»Men der er desværre stadig en del butikker, som fortsat må holde lukket. Jeg forstår frustrationen til fulde. Vi savner alle sammen den hverdag, vi kender, men vi må ikke forhaste os, og risikere at smitten løber fra os.«
»Vi kommer ikke til at holde butikkerne lukket én dag mere end nødvendigt, for vi ved godt, at det er en svær situation for mange i øjeblikket. Derfor er regeringen og Folketingets partier også gået i gang med at drøfte en langsigtet genåbning af Danmark.«