Andre odenseanere har muligvis også spottet lejlighedsbygningen, der ligger inde i en baggård i Grønlandsgade. Tre etager høj med kæmpestore vinduer og grønne terrasser.

En gammel industriel bygning, som er gentænkt som beboelse, og som journalisten bag denne artikel bemærkede for mere end ti år siden på en cykeltur. En bygning, som har spøgt i hukommelsen lige siden.

Derfor kan I måske forestille jer overraskelsen, da selvsamme journalist i forbindelse med en interviewopgave drejede ind ad indkørslen til netop det baghus i Odense. Inde i huset bor nemlig Jakob Volke, der netop har været med i Den store bagedyst.

Han røg ud af Den store bagedyst i tredje program, og i dag indrømmer han også, at han ikke er til de helt søde kager. Noget, han til gengæld elsker, er at bruge sine hænder. Han har tidligere forklaret, hvordan han købte ejendommen på Grønlandsgade af en ældre mand ved et tilfælde.

»Den ældre herre havde en kat, der aldrig kom ud, og så røg han cigar. Jeg arbejdede side om side med min far for at sætte huset i stand, og det var noget med, at man måtte tage en dyb indånding, og så ind og rive lidt mere ned og så ud og trække en mundfuld luft,« siger Jakob Volke.

I starten lejede han bare værksted i baggården, men en dag stod han pludselig og var husejer, og der var det praktisk, at han både er udlært tømrer og bygningskonstruktør.

Både i for- og baghus har han sat alt i stand med sin egne to hænder. Ofte med ting han har fundet og genbrugt. Bagedyst-deltageren tror på at belaste miljøet mindst muligt, og han kan med egne ord 'leve på en sten',

Flere steder i det store køkkenalrum, som man kommer ind i som det første, når man træder ind ad hoveddøren, er der eksempler på, at Jakob Volke forstår at give ting nyt liv.

I vinduerne i det store køkkenalrum har Volke sat lamper og spejl, som giver lejligheden endnu mere karakter.
I vinduerne i det store køkkenalrum har Volke sat lamper og spejl, som giver lejligheden endnu mere karakter. Foto: Marie Milling

I flere vindueskarme og på gamle møbler står der eksempelvis en række orkideer.

»Det er en ting for mig. Hver gang jeg kommer forbi en orkidé, nogen har smidt ud, så tager jeg den med mig. Jeg har opfundet et vandingssystem, for folk siger jo, at de ikke kan stå i vand, men der har jeg altså opfundet en måde, som de godt kan tåle.«

Det store køkkenalrum med de blotlagte bjælker er i sig selv imponerende, men det er detaljerne, der gør hjemmet særligt.

I hver vindueskarm har Jakob Volke sat små vintageudseende plafon-lamper og spejle i siderne, så det ligner vinduer fra en gammel parisisk café.

Jakob Volkes køkken er et udstillingskøkken, som bagedystdeltageren fik billigt.
Jakob Volkes køkken er et udstillingskøkken, som bagedystdeltageren fik billigt. Foto: Marie Milling

Ligesom der inde i den blotlagte murstensmur, der er bag Volkes køkken, er indsat lamper i væggen. Et par sten er blevet taget ud og i deres sted er der nu lyskegler, som hjælper til rummets indbydende atmosfære.

Hele hjemmet bærer præg af at være beboet af en opfindertype, som ikke kan lade være med at skabe, udvikle og forny.

Vi står ude i den lille udestue og kigger på to af Jakob Volkes store grønne planter. En er et citrontræ, som nogen også har smidt ud. Det har programdeltageren fremelsket, så det er fyldt med citroner så store som børnenæver.

Det andet er en kæmpestor duftpelargonie. Også den er genstand for Jakob Volkes store trang til at udvikle og bruge det, man har ved hænderne.

Jakob Volkes ejendom har kæmpe vinduer, der kan lukke lyset ind i den gamle bygning.
Jakob Volkes ejendom har kæmpe vinduer, der kan lukke lyset ind i den gamle bygning. Foto: Marie Milling

»Jeg kunne godt tænke mig at udvinde duften af planten og se, om jeg kunne lave en form for skyllemiddel. Jeg kan slet ikke have de syntetiske produkter, der findes på markedet, men jeg kan godt lide at mit tøj dufter af noget,« siger Volke.

Han har haft ejendommen i 17 år, og han har i nogle år leget med tanken om at skille sig af med den.

»Hvis jeg kunne, ville jeg gerne flytte ind i sådan en rundbuehal, hvor jeg puttede vinduer ind i hele endevæggen. Så ville jeg bare have udsigt lige ud til markerne.«

Jakob Volke fortæller, at han og kæresten, Ditte, går med tanken om at flytte til Svendborg. Hun bor i dag i hovedhuset på Jakob Volkes grund, og han i baghuset.

Flere gange over årene har der været købere til hans ejendom, fordi man overvejede at vælte bygninger på hjørnet mellem Grønlandsgade og Sct. Jørgensgade for at gøre plads til nye boliger. Planerne gik dog i vasken på grund af coronaens ankomst.

Jakob Volke understreger, at det for ham ikke ville være svært at sælge, selvom han føler meget for stedet.

»For mig handler det bare om, at jeg ved, hvad der skal ske med stedet. Jeg synes, det ville være en fin afslutning,« lyder det afslutningsvist fra Jakob Volke.

56-årige Jakob Volke fra Odense var den anden deltager til at ryge ud af årets Den store bagedyst.