Synes du, 'X Factor'-deltageren Jessica virkede bekendt? Det er ikke helt tilfældigt.
Den 30-årige sangerinde, der iført store sorte solbriller og røde støvler sang sig videre fra denne uges auditionrunde, har nemlig langt mere sceneerfaring end den gennemsnitlige 'X Factor'-deltager.
For det første var hun som helt ung med i den allerførste udgave af 'X Factor' tilbage i 2008.
Her kom hun i Remees 'under 25 år'-kategori og nåede hele vejen til de sidste bootcamps sammen med navne som Basim og den første 'X Factor'-vinder Martin, før hun blev sorteret fra.

»Jeg husker, at det gik super godt. Det var jo noget anderledes end i dag, hvor vi dengang var på flere bootcamps. Jeg røg ud i den runde, hvor Remee skulle sortere feltet ned til fem deltagere. Jeg kan huske, at jeg hellere ville have haft Blachman som dommer,« fortæller Jessica med et grin.
Dengang gik hun stadig kun i folkeskolen, så hendes forældre insisterede på, at hun fik taget en gymnasial uddannelse, før hun fik lov til at flytte til København og jagte en karriere i musikbranchen – og så tog det fart.
Først fik hun en kæreste, der også lavede musik.
Hun blev en del af musikmiljøet i København og fik samme manager som den unge popsangerinde Cisilia, der blandt andet fik et samarbejde op at stå med forskellige navne som Clemens, TopGunn og holdet omkring Wafande og Pharfar.

Jessica fortæller, at hun på et tidspunkt også arbejdede med den grammyvindende amerikanske producer Graham Nash og fik korjobs i USA, hvor hun prøvede at stå på scener foran mange tusinde mennesker.
I 2016 deltog hun desuden i det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Break It Good' – det var det år, trioen Lighthouse X vandt med sangen 'Soldiers of Love' – og i nyere tid har hun herhjemme sunget kor for Dodo and the Dodos samt rejst verden rundt med den internationale reggae-stjerne Collie Buddz.
Jessica har med andre ord prøvet lidt af hvert i musikbranchen, og derfor er det store spørgsmål: Hvorfor stille op i 'X Factor' én gang til?
»Jeg har aldrig haft travlt med min musik. Min erfaring er, at hvis man har travlt med sit musikværk, så bliver det ikke godt,« fortæller Jessica.

»Samtidig havde jeg sidste år en kæreste, som nærmest fire måneder i træk spurgte mig, om jeg ikke ville melde mig igen. Han ville ikke stoppe, så han gav mig også et lille skub, hvilket jeg er glad for i dag,« fortæller hun videre og tilføjer med et grin:
»For hvis det skulle være, så skulle det være nu, hvor både jeg og programmet har 15-års jubilæum. Så kunne det kun gå godt.«
Jessica afslører, at hun desuden også stillede op for tage revanche.
I 2009 – året efter at hun første gang stillede op – forsøgte hun nemlig igen, men denne gang gik hun slet ikke videre fra sin audition.
»Jeg har måske også et lille traume fra dengang, der skulle overvindes, så da jeg gik til audition i år, var det også med indstillingen, at nu skulle Danmark fandeme se, hvem jeg er,« griner hun.
Jessica, der i dag stadig bor i København, syntes det var en fest at være tilbage i 'X Factor'-universet.
Dommerne var søde, og hun klikkede godt med de andre deltagere.
»Der var så god stemning. Jeg klikker skidegodt med de unge, som kommer med samme friske energi, som jeg selv har. Jeg har ikke travlt med at få hus og børn; det er musikken, det handler om,« fortæller hun og tilføjer, at når verden igen åbner op, er planen, at hun skal på en ny Europa-turné med reggae-stjernen Collie Buddz.

