'Gift ved første blik'-deltageren Claus Henriksen er ikke sikker på, det var en god idé at have fem par med i årets sæson af DR-programmet. DR er til gengæld tilfredse med beslutningen.
»Programmet bærer måske mere præg af reality-tv, end det har gjort i tidligere sæsoner. Men det er nok, fordi der er flere par med i år, så man har været nødt til at skære det skarpere for at få det hele med i programmet,« siger Claus Henriksen.
Tidligere har der kun været fire par med i programmet, men i år valgte man at udvide til fem.
Claus Henriksen er grundlæggende tilfreds med årets sæson, hvor han endte med at forblive gift med sin hustru, Henriette Hansen. De er dog siden blevet skilt – men er fortsat kærester.

Dog synes han, der blev fokuseret lidt for meget på parrenes respektive bryllupsrejser, som for fleres vedkommende udviklede sig dramatisk.
Den 33-årige socialpædagog syntes egentlig hellere, man skulle have vist flere af de genkendelige hverdagssituationer, som nu engang er dem, der er flest af i et parforhold.
»Men det er jo et valg, man tager. Og det vil jeg hverken sige noget godt eller dårligt om – mere fra hverdagen havde bare givet et mere nuanceret indtryk af mig. Og det er jo også i hverdagen, seerne måske bedst kan spejle sig i deltagerne,« siger han.
DR-redaktør Stine Preem er til gengæld ikke enig i, at de mange scener fra bryllupsrejserne er der på bekostning af dem hjemme fra Danmark.
»Programmet er 15 minutter længere i denne sæson. Derfor fylder bryllupsrejserne også mere i programmet. Men der har bestemt ikke været et ønske om at underprioritere hverdagen – tværtimod,« skriver hun i en e-mail og fortsætter:
»Det er klart vores ønske at kunne vise de situationer, som vi alle sammen kan spejle os i. Derfor er det også dejligt, at vi har lidt mere tid til alle parrene i denne sæson – både på bryllupsrejserne og i hverdagssituationerne.«
'Numsebakterie'-episoden
Claus Henriksen er da heller ikke utilfreds med programmet.
Da B.T. spørger, om han fortryder noget fra forløbet, tænker han sig om et øjeblik, inden han klart svarer 'nej'.

Han kan kun opfordre andre, der går og leder efter kærligheden, til at tilmelde sig. Dog skal man vide, at man ikke kan forberede sig på det pres, man som deltager er under i de seks uger, eksperimentet varer.
Og så skal man være bevidst om, at små situationer kan tage sig anderledes ud på tv, end man selv oplevede dem.
Som f.eks. da Claus Henriksen og Henriette Hansen havde en snak om, hvordan man vasker undertøj, hvis man vil undgå 'numsebakterier'.
»Den diskussion, eller hvad man skal kalde det, det er jo også en af de ting, hvor jeg kunne have tænkt mig, det var mere nuanceret i forhold til, hvad det egentlig bundede i,« siger han med henvisning til, at det handlede mere om, hvordan parterne reagerede på indbyrdes uenigheder, og knap så meget om selve vasketøjet.
»Men jeg tager det ikke så tungt. Jeg er sgu ret rolig omkring det.«