»Allerede da jeg så Luna for første gang komme mig i møde – og jeg håber ikke, det kan ses på film – så vidste jeg allerede der, at jeg skulle arbejde med det.«
Anders Pilemand sprænger en bombe i torsdagens afsnit af 'Gift ved første blik', da han indrømmer over for sin hustru, Luna Elmkjær, at han hele tiden har tvivlet på deres forhold.
Parret havde ellers virket stormende forelskede, lige fra de så hinanden for første gang få dage forinden. Og det er især dét, der knuste Luna Elmkjærs hjerte, fortæller hun til B.T.
Anders Pilemand mener til gengæld, at hans kommentar er blevet misforstået.
»Det er en efterrefleksion, som jeg gør mig. Da jeg siger, at jeg tænkte, der var noget at arbejde med, mener jeg, at jeg har noget at arbejde med,« siger 52-årige Anders Pilemand til B.T.
»Når man melder sig til 'Gift ved første blik', er det for at få en anden indgangsvinkel til det at date og til at møde et menneske på en anden måde. Og okay, her var en kvinde, der var anderledes end hende, jeg måske normalt ville gå ud og vælge eller falde for,« siger han.
I torsdagens afsnit overrasker han både sin hustru og tv-seerne med kommentaren:
»Udseendemæssigt, parmæssigt – jeg kan ikke se mig selv leve sammen med Luna resten af mit liv. Det er måske kynisk, koldt og tarveligt, men jeg vil hellere sige det hernede den første morgen, efter vi er ankommet, i stedet for at spille skuespil og holde hende for nar.«
Men det mener Luna Elmkjær, at han har gjort – holdt hende for nar. Og faktisk følte hun sig kun endnu mere løjet for, da hun så denne uges program – flere måneder efter, at episoden i Bordeaux fandt sted – og kunne høre, at det ikke var, fordi 'det var gået for stærkt', som han ellers havde forklaret hende.
»Jeg har jo ikke set før, at han faktisk indrømmer, at han allerede, da han så mig første gang, tænkte, at jeg slet ikke var en type for ham. Det vidste jeg ikke. Det har jeg aldrig fået at vide. Han siger jo også, at 'bare det ikke ses på tv', at han har det sådan, men han er ikke interesseret i, at jeg ikke opdager det,« siger 51-årige Luna Elmkjær til B.T.
»Min største skræk har hele tiden været at komme op foran min mand (ved alteret, red.) og se på pandelappen af ham, at ad, det gider han ikke. Og det var jo det, der skete. Men så skulle han da have mandet sig op og stoppet produktionen dér. Jeg synes også, det er synd for mine børn. Det var jo ydmygelse på højt plan.«
Men Anders Pilemand mener ikke, at han har løjet for sin brud. Hans lykkelige reaktion på at se sin 'glade, smilende og åbne' brud for første gang var ikke skuespil, understreger han. Men derefter gik det galt.
»Vi oplever mere på de her fem dage, end man ser på tv. De første dage er ren bryllupseufori, som vist er ret tydeligt i programmet. Vi er glade og lykkelige, og vi er nede at få taget billeder hos fotografen, hvor vi bliver godt tilskyndede til at begynde at kysse, så vi kan få nogle gode billeder. Jeg havde besluttet på forhånd at give forholdet en ærlig chance,« forklarer han.
»Men efter de første par dage, hvor vi begge er helt oppe at køre over det, begynder jeg at få sværere og sværere ved at give komplimenter tilbage. Jeg er af natur ret positiv, så for mig betyder det, at jeg begynder at tænke, hvorfor jeg ikke kan det. Så det er det første tegn på, at der er et eller andet, der ikke helt hænger sammen. Jeg begynder at tvivle.«
Men den forklaring giver Luna Elmkjær ikke meget for.
»Der er ingen ærlige mennesker, der kan være så meget på mig, som han var, og så vende, som han gjorde. Set i bakspejlet lagde han sig bl.a. til at sove med tøjet på på bryllupsrejsen på vores tredje nat sammen, men det var ikke noget, han ellers viste mig i dagene op til. Vi går lige fra at kysse og ligge i arm og putte om morgenen, til at han får brug for at gå en tur og går ned og laver sin video, hvor han fortæller kameraet, hvordan han har det,« siger hun.
»Han kunne have sagt det hjemme hos mig fredag, han kunne have sagt det lørdag. Da vi er hjemme og spise hos mine forældre, inden vi tager i lufthavnen lørdag, sidder han og siger: 'Tak for jeres dejlige datter. Hun er fantastisk. Jeg skal nok passe på hende.' Han peger også på en væg og siger til min mor, at så kan vores bryllupsbillede da hænge der under min brors. Så mine stakkels gamle forældre føler sig godt nok også voldtaget af det menneske, de har siddet over for og haft inde i deres hjem.«