Kan man få numsebakterier på sit tøj, når man vasker det? Og er tøjet også ulækkert, hvis ingen ved, at det er ulækkert?

Det er to af de store spørgsmål i aftenens afsnit af 'Gift ved første blik'.

»Man skal sgu da ikke vaske sit undertøj og viskestykker sammen med sit tøj – det er kraftedeme da ulækkert. Så ryger dine numsebakterier videre på dit tøj,« siger Henriette Hansen til Claus Henriksen som reaktion på husbondens vaskevaner, som han ikke ser noget problem i.

B.T. har spurgt en ekspert, hvem af de to der har ret – og han er bekymret. For dem begge to.

»Jeg ville i hvert fald ikke være gift med ham. Det er ikke at tage den anden part seriøst. Jeg håber, at det er uvidenhed og ikke bare, fordi han ikke synes, det er et problem,« siger Thomas Bjarnsholt, der er professor, ph.d. og dr.med. ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, men tilføjer, at han ikke kender parrets jargon, da han aldrig har set 'Gift ved første blik'.

Til B.T. fortæller Henriette Hansen, at Claus Henriksen vasker alt sit tøj ved 30-40 grader. Men det må man altså ikke, råder eksperten.

»Hvis man vasker på 60 grader eller derover, så er det ikke ulækkert. Så bliver bakterierne dræbt. Men der ødelægger man nok også det almindelige tøj. Hvis man vasker det hele ved 30-40 grader, så er det ekstremt ulækkert,« siger Thomas Bjarnsholt, der derfor anbefaler, at man deler vasken op.

Og selvom man jo ikke propper sit tøj i munden, så er det ikke godt at få E-coli-bakterier på det.

»Hvis du vasker halstørklæder, så er der potentiale for, at de fækale bakterier kommer i munden. Eller hvis du arbejder med grøntsager, og du får dem gnedet op ad dit tøj, så kan de i princippet også komme i munden.«

'Men er det ikke ligegyldigt, at det er ulækkert, hvis ingen ved, at det er ulækkert?' spørger Claus Henriksen filosofisk i 'Gift ved første blik', da han går i selvforvar og nok sætter diskussionen lidt på spidsen.

Men sådan må man ikke tænke, siger Thomas Bjarnsholt.

»Man kunne stille ham spørgsmålet: 'Men er det ulækkert ikke at vaske fingre efter toiletbesøg, hvor man har haft afføring, og så gå ind og give hånd til et helt selskab, hvis de ikke ved, man ikke har vasket dem?« siger han.

Claus og Henriette er ikke helt enige om, hvordan man vasker tøj.
Claus og Henriette er ikke helt enige om, hvordan man vasker tøj.
Vis mere

Claus Henriksens argument om, at han 'jo ikke er død' af at vaske tøj på sin egen måde, holder heller ikke.

»Det kan være, han har nogle ubehagelige bakterier, som ikke påvirker ham, men som partneren ikke har og kan blive syg af. Vi skal ikke kun passe på hinanden for ikke at dø, men det er heller ikke sjovt at være syg og måtte sygemelde sig, fordi man får diarré.«

For nogen kan det måske virke som logik for burhøns, men til B.T. forklarer Henriette Hansen, at det ikke er første gang, hun har diskuteret vaskevaner med en mand.

»Hver eneste singlefyr, jeg har mødt i mit liv, har da gjort det, så det var ikke nyt for mig. Og jeg kan da godt følge ham rent praktisk – han slipper jo for at samle ind til flere vaske, men kan bare smide det hele i én. Det er sgu da smart,« griner Henriette Hansen, der græmmede sig, da hun så torsdagens afsnit af 'Gift ved første blik'

»Jeg kan godt selv høre, når jeg ser det, at det er lidt sjovt. Også fordi jeg siger 'numsebakterier'. Jeg har nok tænkt, at jeg sad og var så irriterende, at jeg hellere måtte løsne stemningen ved at bruge et andet ord. Det blev så 'numsebakterier',« griner hun.

At Henriette Hansen var 'så irriterende' i diskussionen, som hun selv siger, var helt bevidst. Hun ville nemlig teste sin mand.

»Jeg fremprovokerede det lidt. Værre er den måde, han vasker tøj på, jo heller ikke, så jeg gav den lige lidt ekstra gas, fordi jeg havde brug for at mærke hans grænser,« siger hun.

»Jeg tror, det er noget, de fleste par gør på et tidspunkt. Man skal lige se, hvor man har folk – også når man ikke viser sig fra sin bedste side.«