»Det her er ekstremt pinligt for TV 2.«
Sådan lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, efter at TV 2 i weekenden har udskudt premieren på deres nye tv-serie 'King'.
Det sker, da mediet er blevet bekendt med, at skuespiller i serien og musiker Jamaika tidligere på året fik en voldsdom.
Søndag lød begrundelsen fra Anders Leifer, chef for indkøb og formater på TV 2, at man mangler det fulde overblik over sagen, før serien kan blive vist.
Sagen kommer mindre end to måneder efter, at B.T. kunne fortælle, at TV 2 Østjyllands nye serie 'Familier i Norden' også havde en voldsdømt person på rollelisten.
Og at det nu sker igen, får B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, til at reagere.
»Det er anden gang på få måneder, at det kommer frem, at folk med grove domme i bagagen optræder i TV 2-serier, uden nogen tilsyneladende har været klar over det,« siger hun og tilføjer:
»Så kan det godt være, det er serier produceret eksternt – men det kan TV 2 altså ikke undskylde sig med.«
Anders Leifer forklarede søndag, at der i tilfældet om 'King' er tale om et licenskøb, hvor TV 2 ikke har fulgt produktionen tæt, men først har købt serien efter færdiggørelsen.
Videre lød det, at en medvirkende eller skuespiller godt kan have en kriminel fortid, men at man ikke var bekendt med, at Jamaika i sommer blev idømt 60 dages fængsel for at have udsat en kvinde for ulovlig tvang.
Ifølge Fie West er den forklaring dog opsigtsvækkende – blandt andet fordi, TV 2 så har overset en musiker, der ad flere omgange er blevet omtalt i medierne i forbindelse med sager om fængselsdomme.
»Det skriger jo til himlen, at man er på vej med en stort anlagt serie og holder gallaarrangement i Imperial for selvsamme serie – men ikke engang har styr på, om den skal sendes eller ej. Det er virkelig en ommer for TV 2.«

