TV 2-chef var ikke klar over, at man havde købt en ny dansk tv-serie med en voldsdømt rapper på rollelisten.
Det fortæller han til B.T. og forklarer yderligere, hvorfor de nu har valgt at udskyde seriens premiere.
Søndag aften er der stor gallapremiere på den nye danske tv-serie 'King' i Imperial biografen i København.
Én ting er dog ikke, som det plejer.
Serien skulle nemlig have haft premiere på TV 2 Play i denne weekend, men nu er premieren blevet udskudt på ubestemt tid.
Det skyldes, at Vejle Amts Folkeblad forleden spurgte TV 2, hvordan de har det med at udgive en serie, der har den voldsdømte rapper Jamaika på rollelisten.
Jamaika har flere domme på cv'et og senest blev han - som Vejle Amts Folkeblad påpeger - i sommer idømt 60 dages fængsel for at have udsat en kvinde for ulovlig tvang.
B.T. har spurgt Anders Leifer, der er chef for indkøb og formater på TV 2, hvorfor man har valgt at udskyde premieren på 'King'.
Her lyder det i et skriftligt svar:
»Jeg blev sammen med mine kollegaer på TV 2 i torsdags gjort opmærksom på den dom, som den medvirkende ved navn Jamaika fik tidligere i år.«
»I forbindelse med licenskøbet spurgte jeg tidligere i år producenten, om der var noget særligt, vi skulle være opmærksomme på omkring de medvirkende, som bla. tæller en række ikke-professionelle skuespillere, men jeg fik ikke nogen bekymrende oplysninger på det tidspunkt.«
Anders Leifer forklarer, at når der er tale om et licenskøb, er det ikke en TV2-produktion, hvor man har fulgt produktionen tæt, men derimod en ekstern produktion, som man har købt som beset efter dens færdiggørelse.
»Vores vurdering er mere generelt, at vi godt kan have en serie på TV 2 Play, hvor en medvirkende eller skuespiller har en kriminel fortid. Men det vil altid være en vurdering af den konkrete sag, og hensynet til offeret er helt centralt,« forklarer han videre.
»I denne konkrete sag har vi endnu ikke det fulde overblik, og derfor fik 'King' ikke premiere på TV 2 Play denne weekend, som det tidligere var planlagt.«
Kendte I ikke til Jamaikas kriminelle baggrund, da I købte serien? Det kræver jo ikke mange Google-søgninger, så hvorfor reagerer I først nu?
»Til det kan jeg sige, at nej, det gjorde jeg i hvert fald ikke. Og jeg har ikke for vane at google alle de medvirkende i en serie for at finde ud af, om de har nogle uheldige sager bag sig.«
»Det skal i den forbindelse bemærkes, at Jamaika har en ganske lille rolle i serien, hvor der er en lang række skuespillere i seriens bærende roller.«
Hvornår regner I med, at 'King' får premiere?
»Vi skal lige have dykket ned i tingene og have vurderet nærmere, før vi vil publicere serien. Så det er der ikke en præcis tidsplan for.«
'King' er skuespiller Ali Sivandis instruktørdebut og har udover omtalte Jamaika kendte skuespillere som Josephine Højbjerg og Vicki Berlin på rollelisten.
