2020 var på alle måder ikke helt som alle andre år.

Heller ikke for den danske verdensstjerne Nicolai 'dev1ce' Reedtz. Coronapandemien satte en øjeblikkelig stopper for alle rejser til alverdens turneringer, og i maj kunne han se to af sine holdkammerater gå ned med stresssymptomer og udbrændthed.

En periode, der ramte Astralis-stjernen hårdt.

»Det triggede generelt nogle tanker i forhold til, at jeg stadigvæk selv var i farezonen for at få stress og få det dårligt. Nu kom det lidt tæt på igen. Og det var en hård periode i forhold til at få det hele til at fungere,« fortæller Nicolai 'dev1ce' Reedtz, der tidligere har døjet med stresssymptomer, til B.T.

Nicolai 'dev1ce' Reedtz var sidste år igennem en svær, men også vigtig periode i sit liv.
Nicolai 'dev1ce' Reedtz var sidste år igennem en svær, men også vigtig periode i sit liv. Foto: Astralis Group
Vis mere

Tilbage i 2017 var han i en periode sygemeldt med stress og store problemer med en overfølsom mave, der førte til hyppige perioder med opkast og besvær med at spise. Selv da han vendte tilbage på holdet døjede han jævnligt med kvalme, mavesmerter, opkast og perioder, hvor han følte sig syg.

Spol så frem til 2020 og en pandemi, der lammer hele verden. Væk var fansene og de vilde oplevelser i de største byer på kloden. Væk var følelsen af at være på et hold, der måned efter måned spillede med i den absolutte verdenstop.

Med ét var alt det sjove ved at være 'dev1ce' pludselig ikke lige rundt om hjørnet. Det betød, at den 25-årige stjernespiller måtte stoppe og kigge sig selv godt og grundigt i spejlet.

»Man kunne næsten godt blive deprimeret i forhold til, at man ikke fik den samme glæde, som man havde tidligere. Så jeg var nødt til at stoppe op. Jeg havde en to ugers tid, hvor jeg var nødt til at grave dybt og finde ud af, hvad jeg egentlig gerne ville. Og hvordan jeg kom derhen.«

Pludselig kunne han se sin karriere i fugleperspektiv, forklarer han. Og alle spørgsmålene kom væltende:

Hvad har jeg egentlig lavet? Hvorfor er jeg gået igennem alt det stress? Hvad giver det her mig? Er det sjovt? Er jeg glad hver dag?

Perioden var med til at minde ham om, at der også var en Nicolai bag det kendte og populære alias.

»Jeg gider ikke gå rundt og have det dårligt resten af mit liv bare for at spille Counter-Strike. Jeg gider ikke det samme, som jeg gik igennem i 2017 og 2018, hvor det var opkast hver dag, og hvor jeg kæmpede med bare at få noget mad i mig. Og med det kom jeg i gang med en masse tanker, som fik mig til at have det godt. Og det tror jeg er det vigtigste. At have det godt og sjovt.«

Foto: Cooper Neill
Vis mere

Et lille år senere står Nicolai 'dev1ce' Reedtz derfor også et helt andet sted.

Han er nu en mand i balance. En mand, der først og fremmest er glad og nyder at lave det, som han har brugt det meste af sit liv på.

»Nu er jeg landet et sted, hvor jeg bare har det godt og synes, det er mega grineren at game og konkurrere. Det tror jeg også følger med i forhold til resultaterne. Mit bedste våben er, at jeg har lært at kende min krop og lært at vide, hvornår kan jeg have friheden til at trykke på speederen, og hvornår jeg er nødt til at være ret kontant og få slappet af og prioriteret mig selv.«