Millionerne fosser stadig ud af det kendte undertøjsfirma Femilet, der har hovedsæde i Ikast. Det skriver Finans.dk.

Femilet har siden 1923 solgt lingeri til danske og udenlandske kvinder, men de sidste mange år har der været hul i bunden på selskabets økonomi.

Årsregnskabet for 2018 viser, at den fransk-ejede danske lingerivirksomhed har tabt 5,3 millioner kroner, og udsigterne for 2019 ser heller ikke gode ud.

'Selskabet forventer et resultat i 2019 på samme niveau som i 2018,' fremgår det af ledelsesberetningen i regnskabet ifølge Finans.dk.

Det er 11. år i træk, at Femilet kommer ud med underskud.

Lægger man sidste års underskud til underskuddene fra tidligere år, har selskabet tabt over 80 millioner kroner i løbet af de sidste otte år.

Regnskabet fra 2017 viste et underskud på 8,4 millioner kroner efter skat.

Ud over lingeri designer Femiliet undertøj, badetøj samt nattøj til kvinder. Det sker via egne konceptbutikker, stormagasiner og specialhandlen.

Femilet blev opkøbt af den franske undertøjsproducent Groupe Chantalle i 2010, men har stadig base i Ikast. Chantalle har ført kapital til selskabet og forsøgt sig med en omfattende turnaround, men selskabet har det fortsat hårdt i det trængte undertøjsmarked.