I årevis er millionerne fosset ud af det kendte undertøjsfirma Femilet.

Derfor bliver der nu foretaget adskillige markante ændringer i et forsøg på at vende skuden.

Blandt andet lukker tre af kædens 21 butikker oplyser Femilet ifølge Finans i en pressemeddelelse.

Derudover stopper den mangeårige direktør for Femilet Rasmus Johnson i slutningen af februar, og hovedkontoret flytter fra den midtjyske by Ikast til Aarhus.

Siden 2010 har undertøjsfirmaet været ejet af den franske undertøjsproducent Chantelle, som siden overtagelsen har forsøgt at vende nedgangen.

Det har dog ikke været billigt, og derfor har Femilet haft underskud 11 år i træk.

Underskud, der har ledt til kæmpe milliontab, som har betydet, at ejeren gentagne gange har måttet tilføre millioner i frisk kapital for at kunne sikre driften.

Nu virker det i mellemtiden til, at der er blevet truffet en beslutning om at tage helt andre midler i brug et forsøg på at få sorte tal på bundlinjen.

Af pressemeddelelsen fremgår det ifølge Finans, at de 19 Femilet-butikker, der ikke lukker, bliver opdateret til et nyt koncept. Det markeres med åbningen af en flagskibsbutik i Aarhus i slutningen af januar.

Udskiftningen i ledelsen kommer nok også til at medføre markante ændringer. Hele 10 år har Rasmus Johnson nemlig været administrerende direktør. Men nu stopper han altså.

'Dette sker i lyset af, at en lang række projekter er tilendebragt, og næste skridt for organisationen er en tilpasning til den nye hverdag med etablering af en mere simpel salgsorganisation,' skriver Femilet i pressemeddelelsen.

'Medarbejderstaben fremadrettet vil være mere orienteret mod at drive forretningen dag til dag, hvilket er anderledes end de udfordringer, som har knyttet sig til de sidste 10 års udvikling.'