Mere end en halv milliard danske kroner.

Så mange penge har Ranis Andersen-brødrene, der ejer legetøjskoncernen Dracco, måttet nedskrive værdien af deres forretning.

Det skriver Jyllands-Posten, som har fået indsigt i legetøjsbrødrenes seneste årsregnskab.

Ifølge avisen bløder forretningen penge i så alvorligt et tempo, at Jacob og Henrik Ranis Andersen har været nødt til at indsende en ny version af deres årsregnskab - en version, som er markant dårligere end den første.

Den reviderede udgave afslører, at værdien af aktiverne er nedskrevet med 271 millioner kroner i det ene af hovedselskaberne, mens den er nedskrevet med intet mindre end 358 millioner kroner i det andet.

'Som følge af faldende indtjening i koncernen er selskabets og koncernens likviditet anstrengt,' står der i regnskabet ifølge Jyllands-Posten.

Revisoren påpeger desuden i regnskabet, at 'der kan rejses betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften'.

Jacob Ranis Andersen er dog ikke i tvivl om, at selskabet har bedre tider foran sig. Han fortæller til Jyllands-Posten, at Dracco har indgået en aftale med en kinesisk partner.

Aftalen går blandt andet ud på at producere animationsfilm, som skal markedsføres i Kina.

Ifølge Jacob Ranis Andersen er den fremtidige indtjening på aftalen ikke regnet med i Dracco-selskabernes værdi, hvilket er skyld i den samlede nedskrivning på over en halv milliard kroner.

Dracco-koncernen består af to hovedselskaber.

Det ene hedder Dracco Group Holding og ejer datterselskaber inden for produktion og salg af legetøj, mens det andet, Dracco Brands Holding, producerer og distribuerer tegnefilm og varetager licenser for Dracos mærker.