En af verdens største og ældste rejsebureauer, Thomas Cook, kæmper for sit liv. Dødskampen bliver fulgt tæt her fra Danmark, hvor rejsegiganten ejer både Spies og Ving.

Nu er der langt om længe godt nyt for trængte Thomas Cook - om end det kan være på lånt tid.

Den britiske rejsekoncern kæmper i disse dage for at få godkendt en redningsplan til næsten ti milliarder kroner.

Lykkes det ikke, risikerer hæderkronede Thomas Cook at gå konkurs efter 178 år i rejsebranchen som følge af underskud i milliardklassen.

Men mandag vandt Thomas Cook en vigtig sejr ved en retsinstans i London.

En sejr, som giver rejsekoncernen lidt længere tid til at stykke den livsvigtige redningsplan sammen.

Retsindstansen gav nemlig Thomas Cook lov til at forsinke afstemningen blandt koncernens kreditorer om godkendelse af redningsplanen til den kommende uge, skriver Finans.

Det giver Thomas Cook længere tid til at få stykket redningsplanen sammen, så den bliver spiselig for dem, der holder den skrantende rejsegigant i live.

Det kinesiske kæmpefirma Fosun har en helt central rolle i redningsplanen. Fosun har allerede postet seks milliarder kroner ind i Thomas Cook, og nu vil kineserne igen tilføre rejsekoncernen et enormt beløb.

Denne gang drejer det sig om 3,7 milliarder kroner. For de penge køber Fosun mindst tre fjerdedele af Thomas Cooks grupperejser og en fjerdedel af rejsekoncernens flyselskab.

Udover Fosun skyder også flere banker milliarder ind i Thomas Cook mod at blive medejere af koncernen. Redningsplanen skal både godkendes af Thomas Cooks aktionærer og kreditorer, og det bliver ikke nødvendigvis ligetil.

De kommer nemlig til at lide tab, hvis planen føres ud i livet.

Også de britiske konkurrencemyndigheder skal godkende redningsplanen.

Selv hvis redningsplanen lykkes, venter der en hård kamp med at få Thomas Cook på fode igen.

Det seneste regnskab viste et dundrende underskud på hele 12,8 milliarder kroner. Til sammenligning virker underskuddet  i 2018 på  2,6 milliarder kroner som de rene peanuts.

Thomas Cook er et af verdens største og ældste rejseselskaber og ejer som sagt blandt andet Spies og Ving. Thomas Cook ejer også charterflyselskaberne Thomas Cook og Condor.