Det britiske rejseselskab Thomas Cook, der blandt andet ejer det danske rejseselskab Spies, er i økonomisk krise.

Hvis virksomheden ikke formår at rejse et beløb på cirka 1,4 milliarder danske kroner, risikerer det 178-årige firma at gå konkurs.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Er du på rejse med Spies? Så skriv til B.T. på 1929@bt.dk.

Ifølge nyhedsbureauet kan Thomas Cooks økonomiske problemer allerede betyde konkurs søndag, hvis der ikke kommer en løsning.

Ifølge British Sky News har rejsegiganten opfordret til et krisemøde med aktionærer og kreditorer søndag i håb om hurtigt at nå en løsning.

Thomas Cook ejer også det svenske rejseselskab Ving, men det ser ingen grund til bekymring, lyder det. Samme melding lød fra Spies i Danmark tirsdag.

Thomas Cook har 22.000 ansatte verden over, 9000 i Storbritannien, og 3000 hoteller overalt i verden er tilknyttet virksomheden.

En række fagforeninger appellerer nu til den britiske regering om at komme med en støttepakke til midlertidigt at løse den økonomiske krise for at redde tusinder af job.

Ifølge britiske medier er luftfartsmyndigheden allerede begyndt at forberede sig på konkurs.

Konkursen vil betyde, at over 150.000 britiske rejsende skal flyves hjem fra resorts over hele verden. Det antages, at problemerne for Thomas Cook er opstået som følge af usikkerheden omkring brexit.

Det har ført til, at briterne har ventet med at booke deres ferier. Samtidig er konkurrencen blandt rejsebureauer desuden steget.

Tirsdag søgte Thomas Cook konkursbeskyttelse under de amerikanske Chapter 15-regler.

De amerikanske regler beskytter udenlandske selskaber mod sagsanlæg fra amerikanske kreditorer, mens et selskab får styr på sin forretning i et andet land.

Tidligere på ugen har Spies oplyst, at ansøgningen om amerikansk konkursbeskyttelse ikke får betydning for de rejsende.

/ritzau/