På 15 år er TDC gået fra en fjerdeplads til en plads som nummer 34 over Danmarks største selskaber.

Snart vil faldet muligvis være endnu større, da selskabet til årsskiftet vil blive opdelt i to.

Det skriver Børsen.

TDC er stadig Danmarks største telekoncern, men den status er nok også snart fortid, eftersom TDC fra 2022 vil bestå af to selvstændige selskaber.

Det vil ske i form af et indholdsselskab, der vil blive kaldt Nuuday, og et infrastrukturselskab kaldet TDC Net.

TDC var ellers større end danske giganter som Novo Nordisk, Carlsberg og Ørsted (dengang Dong, red.) tilbage i 2006. TDC omsatte for mere end dobbelt så meget end sidstnævnte.

Og det er da heller ikke et ubetydeligt fald i omsætningen, der er tale om.

I 2006 havde TDC en omsætning på lidt over 47 milliarder kroner. Det tal var reduceret til 16 milliarder kroner i fjor.

Til sammenligning omsætter Novo Nordisk og Carlsberg for henholdsvis 127 milliarder kroner og 58 milliarder kroner.

TDC har i de seneste 20 år været præget af af skiftende ejerskaber. I 2005 – året inden selskabet toppede med omsætningen – blev de opkøbt af de fem kapitalfonde Apax, Blackstone, KKR, Permira og Providence, som kort tid forinden havde oprettet selskabet NTC (Nordic Telephone Company ApS, red.).

De fem kapitalfonde udbetalte over 44 milliarder kroner i 2006 og reducerede dermed egenkapitalen til lidt over to milliarder kroner.

Netop den manglende egenkapital kan være årsag til TDCs tilbagegang, vurderer teleanalytiker Torben Rune.

»Ejerne har ikke investeret nok. Det er eksorbitant høje udbytter, som ejerne har trukket ud i forhold til behovet for investeringer i ny teknologi. Derfor står TDC pludselig med en halvtom pengekasse og en masse konkurrence fra selskaber, som har haft mange år til at rulle fiber ud,« siger Torben Rune.

TDC er de seneste 15 år også blevet yderligere presset af en voldsom priskrig på mobilmarkedet. De er derudover også presset af en ændring i medievanerne hos befolkningen.