Nips, interiør eller gør-det-selvting.

Hvad end du leder efter, kan du næsten altid finde det hos Aarhus-virksomheden Søstrene Grene.

Nu kan aarhusianerne se frem til en helt ny shoppingoplevelse, når de i 2022 starter et nyt butikskoncept i butikken i Bruuns Galleri.

Først skal butikken igennem en større ombygning og udvidelse - derfor lukker den også midlertidigt i slutningen af året, mens der renoveres.

I midten af februar forventer de at kunne byde kunderne indenfor igen i en mere »sanselig« butik, lyder det fra Søstrene Grene.

De tilfører nemlig en række nye elementer, som tilsammen rører alle sanser, forklarer de. Med det nye butikskoncept har kæden videreudviklet på den velkendte butikslabyrint og blandt andet arbejdet med belysningen.

Her ses et sneak-peak af den nye butik. Foruden i Danmark har kæden butikker i 14 andre lande, herunder Norge, Sverige, Japan, Frankrig og Tyskland.
Her ses et sneak-peak af den nye butik. Foruden i Danmark har kæden butikker i 14 andre lande, herunder Norge, Sverige, Japan, Frankrig og Tyskland. Søstrene Grene

»Den første Søstrene Grene-butik åbnede i Aarhus i 1973, og derfor skal Aarhus også være en af de første byer til at åbne med vores nye butikskoncept, som vi er meget stolte af.«

»Vi har arbejdet hårdt på at skabe en helt ny, vidunderlig butiksoplevelse, og vi er spændte på at fremvise konceptet med en masse oplevelsesrige elementer, som vi håber, at vores kunder vil blive inspireret af,« siger administrerende direktør og medejer af Søstrene Grene, Mikkel Grene.

Søstrene Grene var en af de detailvirksomheder, der klarede sig flot igennem coronakrisen. Søstrene Grenes Holdings regnskab viste et overskud på 50 millioner i år trods coronanedlukning. Regnskabsåret sluttede 30. april.

Sådan kommer den nye butik blandt andet til at se ud. Søstrene Grene er en dansk butikskæde, der blev grundlagt i Aarhus i 1973.
Sådan kommer den nye butik blandt andet til at se ud. Søstrene Grene er en dansk butikskæde, der blev grundlagt i Aarhus i 1973. Søstrene Grene

I september sagde administrerende direktør Mikkel Grene til B.T., at de derfor ser frem til over de næste tre år at kunne udvide med i første omgang over 100 butikker oveni deres eksisterende 243 – på verdensplan.

I fremtiden mener de heller ikke at en udvidelse til 500 butikker er urealistisk.

Kunder kan i perioden, hvor butikken i Bruuns Galleri er lukket, besøge Søstrene Grenes pop-up-butik på 1. sal i Bruuns Galleri eller Søstrene Grene-butikken ved Skt. Clemens Bro på Strøget.

I den nye butik kommer der træer indendørs. Tidligere på året åbnede Søstrene Grene i øvrigt deres største butik nogensinde på Strøget i Aarhus.
I den nye butik kommer der træer indendørs. Tidligere på året åbnede Søstrene Grene i øvrigt deres største butik nogensinde på Strøget i Aarhus. Søstrene Grene