Mange fysiske detailbutikker har været pressede efter coronanedlukningen. Men ikke den aarhusianske virksomhed Søstrene Grene, der i stedet er stormet fremad.
Nu ser de frem til over de næste tre år at kunne udvide med i første omgang over 100 butikker oveni deres eksisterende 243 – på verdensplan.
I fremtiden mener de heller ikke at en udvidelse til 500 butikker er urealistisk.
»Vi var spændte på, hvad der ville ske under coronakrisen. Vi så jo mange steder, at kunderne flyttede online, og vi oprettede og udvidede selv vores egen webshop.«
»Men vi så også, at kunderne kom talstærkt tilbage til de fysiske butikker efter krisen – vi har faktisk set en fremgang fra før corona,« siger Mikkel Grene, der er medejer og administrerende direktør, til B.T.
Søstrene Grene er en dansk butikskæde, der blev grundlagt i Aarhus i 1973. I butikken finder man interiør, nips og gør-det-selvting til kreative projekter. Og det tyder altså på, at kunderne fortsat gerne vil ned og se på tingene i de fysiske butikker, selvom onlineshopping boomer i øjeblikket.
»Det digitale er egentlig bare med til at understøtte, at de går ned og ser på det og køber det i butikken,« forklarer Mikkel Grene, der er søn af de oprindelige grundlæggere.
Foruden i Danmark har kæden butikker i 14 andre lande, herunder Norge, Sverige, Japan, Frankrig og Tyskland.
De to sidstnævnte lande står også for skud, når de nu vil udvide med endnu flere butikker.
»Vi kigger også lidt på nogle nye lande, men vi har ikke fundet noget konkret endnu. Så vi satser også på at blive endnu større i nogle af de eksisterende lande, hvor vi gerne vil fylde mere,« fortæller Mikkel Grene.
Ifølge Århus Stiftstidende viser Søstrene Grenes Holdings regnskab et overskud på 50 millioner i år trods coronanedlukning. Regnskabsåret sluttede 30. april.
Tidligere på året åbnede Søstrene Grene også den største butik nogensinde på strøget i Aarhus, der ligeledes har bidraget til, at kæden er buldret derudaf.
Den er ikke blot blevet størst på kvadratmeterne, men også på omsætningen blandt alle deres butikker.
»I en krise kan man enten reagere ved at tage sejlene ned og ride stormen af, eller ved at gøre det modsatte og sætte fuld sejl på og bruge stormvejret som et spring fremad. Det er vi lykkes med,« lyder det fra direktøren.
»Jeg er faktisk lidt stolt af, at vi er kommet så godt igennem coronakrisen,« siger Mikkel Grene afslutningsvis.
