Den velkendte skokæde Bianco er ramt af en årelang underskuds-skandale. De sidste mange års regnskaber viser udelukkende røde tal i millionskala.

Det er sket, selv om Bestseller-kanonen Anders Holch Povlsen købte den kriseramte skokæde i 2016 og skød millioner efter projektet.

I det seneste regnskab har Anders Holch Povlsen skudt hele 48 millioner kroner i skokæden, året før 88 millioner. Det skriver Jyske Vestkysten.

Alligevel er det tiende år i streg, Bianco har et kæmpe underskud. I år lyder det på hele 47 millioner kroner. Det fremgår af regnskabet.

Kigger vi på de seneste ti år, har Bianco i alt haft et underskud på 278 millioner kroner.

Forklaringen fra ledelsen lyder, at underskuddet i år skyldes corona-pandemien. Her måtte butikkerne nemlig lukke under første nedlukning, og efterspørgslen faldt.

På trods af endnu et nedslående underskud på kæden, forventer ledelsen dog fremdrift i det nye år.

Da skokæden var på sit højeste, havde virksomheden 170 BIanco-butikker fordelt i 14 forskellige lande. I dag har kæden cirka 100 butikker fordelt i Norden.